fiýj

144

fold

d. s., Heil 12. — 2) berette, oss er flutt, LU 60.

flýja, (-ða, -iðr), flygte, (jfr flæja, former med ý kan ikke kontrolleres ved rim undtagen i part. flýit i et meget ungt vers Qrettis 5 : nýj-), f. ekki (acc.) Bjark

2,  flýra elda Anon (X) II B 1, f. hyr né malm Am 2, 17, f. reiði Am 3, 4, f. fund Stúfr 6; i. af JQrðu Eg Lv 19, flýði af skipi pjóðA 1, 22; herr flýði Rst 17, o.s.v. Det er rimeligt, at former med œ bör indsættes alle vegne i den ældre digtning.

flýta, (-tta, -ttr), 1) sætte i hurtig (flydende) bevægelse, fremskynde (af fljótr), f. at vig-slum, fremskynde vielser, udføre vielser uden nølen, EGils 2, 6, f. sinar sveitir, fremskynde sine (djævle)skarer, LU 47, verðr flýtt (ved rettelse af mitt), skaöa (dativ) Merl I 36, f. purrum fótum, bevæge fødderne (benene) rask frem tørskoet (om Kristus på søen), Pét 16. — 2) vække, frembringe, hugsan flýtir lysting SnE II 234, f. skrgkmgl Sturl 8, 4, fårs vas hann f-andi Am 4; jfr KOisl Nj II 59.

flýtifengr, m, (adskilt ved linjeskifte), hurtig, rask fangst, f. Fjglnis, Odins raske bytte, digterdrikken, digtet, EU Sn 2.

flýtileygr, m, 'hurtig ild', i. hríðtjalds, stormteltets (himlens) hurtigt sig bevægende ild, solen, Has 28.

flýtir, m, 1) fremskynder, fremfører, i. flokka sennu Nj 20, f. flœðar elds, gavmild mand, PI 42. — 2) som frembringer, avler (jfr flýta), f. friðbragða, som befordrer fred, PI 12, fremðar f., som skaffer sig (ved sine gærninger) hæder, PI 16, Vigl 16, f. giptu, om gud, Oml. kan 1,

3,   f. litillætis, ydmyg mand, Pét 35, f. skemða, vistnok djævelen, SnE II 216. Jfr gló-, her-, morð-, óð-, ógn-.

flæma, (-ða, -ðr), fordrive, f. út, fra landet, Sigv 10, 2.

Flæmingi, m, Flamlænder, i pi. Hfr 2, 7; veldi F-ja Krm 10; Qrv VII 23.

flæmingr, m, sværd, pul IV l 7; i. farra trjónu, oksens hoveds sværd, horn, Yt 17. Jfr Aarbb (1869) s. 52, Arkiv XV, 121 f., Bugge Bidrag 119.

flærð, /, 1) falskhed, svigfuldhed, Od 2, teygja fljóð á f-ir, lokke kvinde til jalskhed, så at hun får lejlighed til at vise svigfuldt sind, Hávm 102, f-ir reyn-ask Merl I 43; Leid 39, Merl I 39, Sól 21 (her også i pi.), Hsv 65, Halfs VI 3, LU 17, kasta f-um Katr 10, f-ar fullr LU 45, f-ar fyldr GOdds 2, f-ar aukinn, svigfuld, Has 39, f-ar fróðr, Leid 31; i de sidste eksempler er ordet religiøst; det er det også i følgende: f-ar hnekkir Gml kan 1, 1, i-ar pverrir PI 7, f-ar fellir PI 13, alt om gud og fromme mænd. — 2) ødelæggelse, koma f. at fjgrni, ødelægge hjælmen, Od 18.

flærðarkunnr, adj, bekendt for sin falskhed, SnE II 228.

flærðarstafir, m. pi, = flærð, falskhed,

svigfuldhed, Sigrdr 32 (måske her overfor kvinder, i elskov sforhold).

flærðvarr, adj, som tager sig i agt for, undgår falskhed og svig, ærlig, PI 8, Hsv 125.

flœðr, /, egl. s. s. flóð, hav, sø, framm at f-i pjóðA 4, 18, Anon (XII) C 24, á f-i Hharð 16. — / kenninger for guld: f-ar eldr PI 42, Fenris f-ar blik, elvens (Váns) glans, Mdr 16, f-ar bål EGils 2, 16; — for øl: jastar f. ESk 12, 3, ~ for jomfru Maria: f-ar stjarna (oversættelse af stella maris) ESk 6, 2. Jfr bål-, ben-, horn-, hyr-.

flæja, (-ða, -ðr; om de enkelte former se Skjspr 101; jfr flýja), flygte, munka f., Sigrdr 21, varð f. Gldr 8, flœðu Sindr 7, né þá f-ðim Anon (X) I B 10 a, i. getr Sigv 13, 20, flærat eld SnH 2, 1, Qrikir f-ðu ESk 6, 52, ulfgœðendr f-ðu Pl 47, ek frá jarl f-öu Ód 9, léó f-ði Pl 23.

flœkja, (-öa, -ðr), göre indviklet, bringe i urede, så at det rigtige resultat forplumres, f. skil. hindre lov og ret pmåhl 9.

fnasa, (-aða, -at), fnyse, reið varð Freyja ok f-aði pry 13; f-i hann vesalstr manna Korm Lv 53; for vokalens korthed taler afgjort sidste sted (fnasi jfr fngsun), medens det første ikke er helt afgørende.

fnauSi, m, ussel person, kryster, fár-hugaðr f. Vagn, f. vas fulltrauðr fram-reiðar Anon (XII) B 2.

fnykr, m, stank, om helvedes stank, Has 39.

fnýsa, (-ta, -t), fnyse, udspy, ben f-ti blóði Gldr 5.

fnæsa, (-ta, -t), s. s. foregående, eitri fnæstak, jeg udspyede edder (om Fáf-nir), Fáfn 18, overført, om Brynhild i hendes oprevne sindsstemning, Guðr I 27; endelig bruges samme udtryk om elven Vimur: 'den væltede sine edderkolde bølger frem' pdr 5 (her er vokalen rimbestemt).

fngsun, /, raseri, om de rasende bål-flammer (den korte vokal i fnasa forudsættes), viö f. slika Herv II 6; om troldkvinders færd Hæng V 7.

fogl, m (vokalen o ses i Sig vats vers), fugl, kyrra f-a, skyde fugle ihjæl, Rp 46. 47, klgk f-a, fuglerøster, Rp 44, f-a mjolk SnE II 432, f-s jarmr, om mågeskrig I 94, f-s fjaðrar Hávm 13 (om glemselshejren), om örn, f. fróðhugaðr HHj 2, om gæs, mærir f-ar Guðr I 16, — ástar f-ar, kærligheds fugle, venskabsbud som åen ene sender den anden, Sigv 13, 27. Jfr ástar-, geir-, kjalar-, pá-, snæ-, úti-, val-.

foglheimr, m, 'fugle-verden', luften, SnE I 486 (prosa).

foglhildr, /, 'fugl-Hild', her synonymt med svan-Hildr o: Svanhild (v. 1. folg-urigtig), Rdr 6.

fok, n, fy gen, føg, pul IV oo 1, f. glóða, gløderegn, Bergb 2.

fold, f, 1) jord, land (oprindelig 'sletteland, mark'), pul IV æ 1, jorden i alm., á f-u Hyndl 41, Oddrgr 4, Sól 55, o. s. v.