fjarð

136

fjglð

net, lætk fJQrð gðul Njaröar, jeg undgår Njords odel (templerne), Hfr Lv 9.

fjarðrefill urigtig v. 1. til fjarðmývill, s. d.

fjarðojunn, m, 'fjord-fisk'', kun i forbindelsen lyngs fjarðglna ljósheimr, lyngens fjord, ly ngbev okset land, dettes 'fisk', slange, dens 'lyse hjem, leje'', guld, Eg Lv 21.

fjarghús, n, af tvivlsom betydning, måske snarest 'gudehus', tempel (jfr i\org), en betydning, der godt passer det ene sted, hvor ordet findes, Akv 42, f. ruku, om de brændende gudehuse; mindre godt passer det det andet sted, Akv 39, æfa fljóð ekki gáði f-a, hvor ordet skulde betyde 'tempel som opbevaringssted for skatte'. KOisl har (Eft. skr. I 175) opfattet f. som 'livs-hus', legeme, en betydning, der passer godt på sidste sted, jfr l. 5: skgp lét hon vaxa, hvori der utvivlsomt hentydes til den påfølgende inde-brænding; derimod passer den betydning ikke fuldt så godt til omgivelserne første sted; rimeligvis er dette sted senere tildigtet af en, der ikke forstod ordet i.

fjargvefr, m, (-jar), vistnok =. goðvefr (jfr fjorg = goð), flöjl (silke), f-jar Fríðr, kvinde, pKolb Lv 12.

fjarrafleinn, m, (i de norske love firra fleinn — einhleypr maðr; jfr no. faraflein, 'omstrejfende person'), egl. 'pil som kommer ned langt borte, som ikke findes igen', en omløber, fattig person, f-a hverr hefr pik baugum borit, hvilken omløbende (eller fjærntboende) fattigmand har avlet dig til arv? (jfr baugrj, ironisk udtryk, Alv 5; hermed kan sammenlignes f. eks. Kalevala III 113—14: "Af hvad æt er du vel runden?, af hvad slæng du stakkel båren?".

fjarri, adv, fjærnt (jfr ferri), fjærnt, langt borte, absolut, f. munum deyja Hamð 10, firr farinn, truffen længere borte (om en fjærnere boende), Hávm 34, f. hefr, det er langt fra, Mark 1, 3, hefr til f. Has 16, standa of f. Anon (X) I B 10 a, ganga f., opholde sig langt borte, Fáfn 28, at pvi firr, for at desto mindre, Grog 13, nær ok firr LU 24; — hyppig med dativ, fjærnt fra noget, f. hræum Tindr 1, 11, f. sæ Sigv 1, 14. 7, 3, Eindr, ESk 6, 48, f. sólu Vsp 38, f. fjollum Vgl 14, f. feðrmunum Fáfn 8, f. fóstrlandi Hharð 15; gQngumk firr funi ₌ gakk mér firr funi, hold dig længere borte, Gri 1, firr sundi, húsi Hárb 54, Am 39; f. Bjhit 2, 5 se fjorn. Jfr megin-, mundangs-, of-, stor-.

fjárhlutr, m, det gods (penge) man har, er i besiddelse af, Gyd 3.

fjogrtándi, talord, ordenstal (skr. XIIII), fjortende, Hávm 159.

1.  Fjón, n, Fyn (i Danmark), Arn 3, 18. 6, 1, pjódA 4, 2, Valg 7, pul IV bbb 6, Guðr II 16 (rettelse for Fif s. d., jfr Vpls. saga).

2.  fjón, /, (jfr fiaj, had, fjendskab, stríð f. ljóna pmáhl 15, f. fyrða porm 1, 4, ljótlig

f. GSvert 10, grimm f. Jorns 12, hgrð f. ESk 6, 59, f-ir óxu porm 2, 16, vekja f. með firum Sól 76, leggja f. á e-n Hfr Lv 7, hefja e-n frá f-um, befri en for ens had, Arbj 11; f. Braga kvónar ₌ f. Ið-unnar —, f. iðunnar, strømhvirvlens (ødelæggende) kraft, Grettis 44. Jfr goð-, ryð-.

fjóna Sól 27 er forvansket, vistnok for finna (finnrat).

Fjónbyggvar, m. pi, Fynboer, Arn 6, 1.

fjóngolf Qlvir 2 er håbløst forvansket.

fjórði, talo., ordenstal, (også med kort vokal: fjorði), fjerde, fjörði tøgr HolmgB 9, halfan tøg fjörða sst 11, isldr 24, gaf fjörða Egilss (XI) 2, en fjörðu Rst 29, Hávm 149, Gri 7, Gróg 9, f-a sinni Sigv 1, 4. Allevegne, hvor vokalen kan kontrolleres, er den kort, jfr KGisl Eft.skr. I 274 og Aarbb. 1866 s. 285.

fjórðungr, m, fjerdedel, at f-i minum, for min fjerdeparts (med hensyn til de 3 andre brødre) vedkommende, TorfE 2.

fjórir, talo., fire, Haustl 5, Eg Lv 39, VQl 9, Sigv 12, 28, HolmgB 10, Gri 33, Guðr I 7, LU 96; f-um færi, fire mindre, HHj 8, jfr Vell 22. 37, Sigv 3, 8, f. tigir Gri 23. 24; f jogur Rdr 13, PI 53.

fjórtaliðr, adj, fire gange talt, firdobbelt, halir f-ðir í hundraöi, d. v.s. 4y. 120, Herv VII, 14 (bemærkningen Norr. sag. 276: i hvert hundrað fernir f jórir tigir kan ikke være rigtig).

fjórtán, talo., fjorten, foll f. SnH 2, 7 (se fall).

Fjósnir, m, en af Træls sønner (af f jós, kostald), Rp 12.

fjúk, n, snefog, pul IV oo 1, taka til f-a, begynde at lade det sne, Sveinn 2; f. lasta LU 78 (jfr frost).

fjúka, (fauk, fokinn), fyge, láta f. af, lade (hænder og fødder) fyge, ryge, af (ved hug), Grettis 9.

fJQðr, /, 1) fjær, især vinge, hana f-ar dynja, hanens vinger, Bjark 1, f-ar blað, fjærblad, vinge, f-ar blaðs leikr, vingeslag (se leikreginn) Haustl 12, bera sér i f-um, i el. på(P), sine vinger, Vsp 66, fintraðr fogls f-um, Hávm 13. — 2) spydblad, K.rm 4, men urigtig v. 1. for oddr. Jfr svan-,

/. fjgl, /, fjæl, 'brædt' (aflang træplade), GOdds 4. Heraf er vel Fjalar ovf. pi.

2. fjoj, n, (egl. ntr. af et adj. fjolr), mængde, glaðar flotna f., Hfl 17 (her°i\q\ :mjol); ellers kun i sammensætninger. Jfr herom og fjolð BMÓlsen Arkiv f. nord. fil. XIX 114—15.

fjojblíðr, adj, meget venlig, Sigv 11, 4.

Fjojbyrja, /, Fjelberøen (egl. 'den, hvorfra man plejer at få bör i alle retninger', jfr et navn som Alviðra), pul IV bbb 6,

fJQlS, /, mængde, (findes kun i sing. og hyppig med genitiv), könnet træder frem i mikil f. manna Heil 25; f. gumna Arbj 19, f. seggja Hfr 3, 7, f. frœða Vsp 44 o. s. v., f. sagna Rdr 7, f. unda Vell 20, i. sigrhljóða Darr 10, f. meina Vol 21,