finn

133

firr

jfr ESk 6, 51, par vas mestr landherr saman fundinn, truffet sammen, samlet, Jorns 18, þrekr fansk þinn meiri, blev truffet, viste sig virkelig, Ótt 2, 17; i. rúnar ok ráðna stafi, træffe, komme i lag med, Hdvm 142; láta hjgr f-ask i reikar túnum, lade sværdet blive truffet, befinde sig, i (på) hovedet, Sigv 12,14. — 6) skaffe tilveje, tilvejebringe, f. sér atvinnu Gd 69, finn mér lindar loga, skaf mig guld, Reg l, f. hróðr, tilvejebringe digt, Hfl 2, fundit lof Gdp 5, jfr orð finnask e-m ESk 6, 41, mål f-sk mgnnum, man taler om, ESk 6, 51; — skaffe noget til gave, fremtage noget som gave, i. e-m auð ok veg PI 37, lét pér fundna fold, skænkede dig landet, BjH 4, f. at gjof fgl (unna dýr) Ht 28, fundit sjalfráðligt, givet af naturen, Nj 1, fundinn hróðr Ormr 6 (AM 738), fundin bæn, opfyldt bon, Gdfi 33.

Finnar, m. pi, Finner, o: Lapper, beboerne af Finnmgrk, Eyv Lv 12, fjglkunnigir F., Sigv 12, 16; láð F-um skriðit Anon (X) III C 3, F-a byggðir Sturl 3, 13; F-a fylkis gjgld, Finnekongens betaling, pile, pjóðA 3, 14. I sing. finnr enn ragi Hæng I 2, F-s gjgld, pile, Hskv 2, 10. Jfr bu-, tyrvi-.

Finnbogi, m, F. den ramme (10. årh.), Isldr 14.

Finnbyggðir, f. pi, Finnebygder, Finmarken, Sturl 5, 1.

Finnlendingar, m. pi, Finlændere, beboerne af Finland, Sigv 1, 3.

Finnmgrk, /, Finmarken, Nkt 7.

Finnr, Fiðr, m, dværgenavn, Vsp 16, pul IV ii 5; — fjalla f., jætte, Haustl 13; linna setbergs (guldets) i., gavmild mand, Edáð 3, her synes f. brugt i mandsken-ning i samme betydning som alfr. — F. Sauðaulfsson, 12. årh. lv 31. Jfr Fiðr. Jfr Dag-.

Finnsleif, /, navn på en brynje (egl. 'Finns efterladenskab, arv'), pul IV t.

firår, m. pi, egl. 'de levende' (jfr fjgr), mænd, mennesker, pul IV j 2, findes meget hyppig f. eks. Hávm 26, Lok 25, Hfl 7, pdr 10, Hfr 3, 8, Sigv 2, 3. 11, 4; fggr mær f-a Vol 2, f-a synir, menneskene, Fáfn 2, f-a born Gunnl Lv 12, spjoll f-a, menneskers udsagn, fira er snarest gen. subj., men da udsagnene gælder dem, bliver de udsagn om mennesker, om menneskelivet, Vsp 1, rok f-a, menneskers historie, alt hvad der vedrører mennesker, Alv 9 o. s. v.; undertiden omfatter f. også guderne, f. eks. Vafpr 44; f-a gætir, konge, Ht 13, f-a dróttinn, gud, Has 37; f-a er fejl, vistnok for funa, VGl 2.

firðar, m. pi, (jfr foreg.; m. h. t. vokalen findes denne bestemt ved rimet firð: stirð Sigv og : virð Ht), mænd, mennesker, f. konungs Sigv 7, 4, gefa f-um Ht 25, f-a kyn Mark l, 7. Jfr fyrðar.

firðingar, m. pl., 'beboere af en fjord' (fjgrðr) Ránar ræfrs f. ₌ iss i. — ísfirð-ingar, beboerne af Isafjorden (Vest-Is-

land), GOdds 7. I øvrigt er den rette læsemåde ræfrf.

/. Firðir, m. pl, Fjordene (egn i vestlige Norge), Arbj 22, Gunnh.

2. Firðir, m. pl, beboerne af Firðir (det foreg.), lið F-a Anon (XII) B 19.

firinillr, adj, overmåde slet, en f-a mær Ski 33.

firinmikill, adj, frygtelig stor, overmåde stor, f-1 hætting, Húsdr 3.

firinverk, n, rædselsgærning, frygtelig gærning, Hhund I 41.

firmamentum, n, firmamentet, LU 27.

firna, (böjning uklar, snarest -ða, -ðr), egl. ' at gore en til firn (noget enestående og særlig bemærkelsesværdigt)', deraf at beskylde en, dadle en, med gen. af det, der dadles for, f. e-n ástar, dadle en for hans kærlighed, Håvm 93, f. e-n eyvitar sst 94, f-attu mik, þó at, dadl mig ikke fordi, Korm Lv 30.

firnabjugr, adj, overmåde krum, stærkt bojet, HSt 2, 6.

firnedøkkr, adj, overmåde mörk, om en gravhøjs indre, Grettis 16.

firnafár, n, meget stærk, farlig, sygdom (smærter), EGils 1, 35.

firnar, /. pl, (i prosa og nutildags firn n. pl.) 'noget fjærnt, som ved dets over-skriden af alle grænser ligger udenfor ens sædvanlige forestillingskres, enestående, mærkelige ting, utrolige ting, mæla f., tale utilbørlige ord, Brot 11; gen. forstærkende (jfr de foreg. 3 ord), f-a slægr, ?v er måde listig, om Loke, Hiisdr 2, f-a margr, overmåde talrig, Rst 9, dat. ligeledes, f-um fornggrr, blevet til i en meget gammel tid, om digterdrikken, Steinp. — f-um Rst 20 beror på en urigtig v. 1.

firr, first se fjarri.

firra, (-ða, -ör), 1) fjærne (af fjarr-, ferr-), hjgrr f-ði haus við herðar, fjærnede hovedet fra skuldrene, Od 18; ellers med acc. pers. og dat. rei, f. e-n Hf i, fjgrvi Am 42, Sigv 12, 19, Reg 7, f. gamni Grip 29, f. e-n frændum Am 56, f. meinum Am

5,  25, f. e-n auði Harð 9, f. e-n grandi, fári Leið 32, Merl I 9, pat f-umk (= firrir mik) arma eik Hallbj, f. sik synðum ESk

6,  62, f. sik fégirni Hsv 74. — 2) dette f. sik sammentrækkes til f-ask og tager så acc. til sig som objekt i betydn. 'holde sig borte fra, undgå, blive befriet for', f. Áleif, undgå Olav, være langt borte fra Olav, Sigv 13, 25, f. mik Håvm 162, f-umk snót pul III 2 a, f. nauð ok dauða Líkn 1, i. flærðarstafi Sigrdr 32, f. forn rgk Lok 25, hlumr firrisk hgnd, mændene er holdt op med at ro, Ht 23, i. hlátr, aldrig at le, LU 42, f. dvgl Ht 20, f. kulda, føle ingen kulde, LU 35; også med præp. viö, f. við bekkdóm Hfr 3, 11. ~ 3) fjærne sig fra, forlade, f-ask. ór fjandgarði Sigsk 26, sumir f-ask, nogle fjærner sig fra hinanden, Merl l, 60, grand f-ðisk, fjærnede sig, forsvandt (om syndens følger), Gd 14. — 4) part pass. firðr med dativ, berøvet, lýðum f. ok láði Hfr 3, 21, f.