ferg

130

fet

Venderne, Mark 1, 8; jfr SnE II 498. Jfr baug-, men-.

ferill, m, 1) vej, sti, meta f-il fetum Sigv 10, 11; i. flausta, havet, Anon (X) III C 3, f. mána, himlen, pjsk 1, 1. — 2) gåen, bevægelse, hér á f-li, Hálfs IV 13, liggja á f-li, i begreb med at flygte, pjóðA 1, 13, jfr senisl. vera á felli, være oppe, modsat sove, hvile), jfr blå-, hang-, hun-, må-, vin-.

1.  ferja, /, færge, færgebåd, pul IV z 4; hauka f., armen, Sturl 4, 37; f-ju bakki, havet, Glúmr 1, 2.

2.  ferja, (farða, -iðr), færge, sætte en over (et sund, en elv), i. of sund, of våg Hårb 3. 55, farði of sæ, førte over havet (i en noget dunkel sammenhæng), Vell 15, farðir goll ór Goröum, førte til søs, Valg 5.

ferjubátr, m, færgebåd, Vigl 19.

ferkleyfr, adj, pjóðA 4, 20 kunde kun betyde "delt i fire dele, fir delt, firspaltet'', (vokalen ey er sikret ved rimet), men et sådant adj. passer ikke til noget subst. i verset eller om noget dér overhovedet; der er intet andet for end at sætte kleyfr for. sig, 'kløvbar', om årerne (jfr ganga i tvau i verset), fer er vist fejl for fur, fyllar fiirr, guld, se fiirr (fejlen kan let være opstået ved, at en forkortelse for ur er læst som forkortelse for er).

ferligr, adj, uhyrlig, især m. h. t. udseende, uhyre kluntet og hæslig, flagð et f-gsta Hjålmp III 9, f-g flogð Hæng V 4. 8; som v. I. til illr i f. sá þykkir, meget slem, Hsv 100.

1.  ferma, f, mætteise, hugins f., ravnens føde, lig, ESk 12, 6.

2.  ferma, (-ða, -ðr), lade (af farmr), eitri fermðr, opfyldt af edder, Gdf} 47.

ferri, adv, f— fjarri s. d.), fjærnt, langt borte fra, med dativ, f. skipum Ótt 2, 9, f. Donum Sigv 3, 11, f. þér Ótt 2, 17, standa f. Hfr 3,27, e-m hefr f. váða, nogen er fjærnt fra, udenfor, fare, K^orm Lv 53, hykk f. (o: vesa,), jeg tror det er langt fra, Eskál Lv 1, geta f. máli sonnu Hfr 3, 22, hverr er mælingum f., hvem er langt fra gniere, langt fra at være gnier, Ht 40.

ferskeyttr, adj, firskødet, firkantet, f. steinn Od 43.

fertugr, adj, fyrretyve (favne) lang, f-t fœri Bárð 4.

feskr, adj,. (ungt låneord), god, smuk (egl. frisk, ny), f-k plóma guðs Mey 46, f-t likneski Vitn 17, Mv I 15, f-k hjalp Heil 21, f-ar bænir Heil 18.

festa, (-ta, -tr), 1) fastgøre (af fastr,), om skibe (ved landingen), láta bgrð fest við borgar arm Sigv 5, 1, f. skip við borg ESk 1, 3, i. snekkju við Kalmarnes lv 17, f. far Am 37, f. flota HHj 26, í. flotbrúsa Hym 26, jfr f-andi lagar hesta OOdds 2, f-endr fjarðar hesta phreð 10; f. léparðs hofuð á sik, sætte det fast på sig, Merl 1 44, f. klauf á grjóti, få fodfæste, Epver 1, f. skalmir, gjorde sværdene faste (ved bæltet), Hamd 16, f. símu, fastgöre trå-

dene, Hhund I 3; f. á galga, hænge, Am 59, Hamd 21; f. fang á, få tag i, Hjålmp III 10, f. hendr Am 49; — f. óst við, fatte elskov til, Pét 18; — upers. grk f-ir, bliver siddende, Likn 16; frost ágirni f-isk, sætter sig fast, LU 78; él f-isk pjsk 3. — 2) fæste sig, trolove sig, i. sik e-m Steing, men (om manden) hjaldrremmir (krigeren) tekr f. Hildi, giver sig af med krigsfærd, Ht 49. — 3) fæste, d. v. s, forpligte sig, især til at udrede en (fastsat) sum,. f. gjald, gJQld PI 48, Mark 1, 23, Ht 37, f. auð ESk 7, 3. Jfr rót-, stað-.

festarmgl, n. pl, trolov elsesord, trolovelse, Vitn 6.

festarorð, n. pl, s. s. foregående, Vitn 8..

festir, m, som fæster, gör fast, styrer, f. fróns musteris (himlens) ritar, som styrer solen(s faste løb), Has 50, f. dýrðar, herlighedens styrer, gud, Mlag 1. Jfr él-.

festr, /, 1) bånd, lænke, brá einni f-i, om skæbnetråden, Hhund I 4, f. mun slitna, (Fenris) lænke, Vsp 44. 49. 58, i f-i ÓTranon 6, lesta f-i, Hl 10 b (uklar sammenhæng). — 2) i pl. især om skibs-tove (hvormed skibene fæstes til land, jfr festa), Hfr Lv 4, fljóta ór f-um ólhv 5, 1, frónlæstar f-ar Sturl 5, 15; f-a hestr, skib, Ht 71, bjorn undinna f-a, d. s., Refr 4, 2. Jfr svarð-.

fet, n, fjed, skridt, ganga f. niu Vsp 56, þyrja f-um, styrte i løb, Akv 13, meta feril f-um, begive sig tilfods (egl. 'måle med fjed'), Sigv 10,11, ganga f-i framar Håvm. 38, Ski 40, Lok 1; járna i, jærnenes (våbnenes) spor, sår(P), Skåldhelgi.

feta, (fat, fetinn), egl. 'gå skridtvis', men har i almlh. betydn. 'at finde vej' (— rata), f. illa (adv.) braut, vanskelig at finde vej, Bbreidv 6, f. burt ór vplundarhiisi, finde vej ud af labyrinten, Lil 92, f. várkunnar vinnur, finde barmhjærtighedens gærnin-ger, SnE II 226. I øvrigt bruges ordet oftest omskrivende, hvé ek yrkja fet (v. 1. fat, fæti), hvorledes jeg digter, Hfl 3, hvé ek pylja fat (= þulða) Hfl 19, ek fet at smíða, Hharð 5, ek fet inna Rst 29, odd-herðir fat geröa lgnd, omgærdede landet, pKolb 3, 2, fat senda Qrv IX 54, fazt opt at árna Sigv 13, 6, fat ek drós ok man kjósa pul III 2 a.

fetbreiðr, m, sværd (egl. 'fod-bred', som egennavn Hkr I 213), pul IV l 3. Jfr Falk, Waff 49.

fetilhams, m, 'sværdbånds-hylster', skeden, skríða ór f-i (jfr 'skyde ham ), om sværdet (der her sammenlignes med en slange), Ht 6.

fetilhjól, n, 'skulderbånds-hjul', skjold (jfr skjaldarfetill), f-a hríð, kamp, Has 64; hds. har fetilkjóla, men delte er meningsløst.

fetill, m, (dativ fatli, jfr Skjspr 18-19), vist egl. 'bånd til at binde om fødderne (fet) med' (jfr fjoturr^ og så bånd i alm., særlig dog om de bånd (over skulderen), bærerem, hvori sværdskeden og skjoldet hang (jfr skjaldarfetill, sverðfetill / prosa)_r