fár

126

febr

Hávm 24, ýmsir bjóöa gðrum f. Mhkv 6, f. oröa, bitre ord, Gd 2; at f. dog Ikke ganske falder sammen med reiði, men er noget stærkere og betegner sindets bitterhed ("galde") fremgår af udtrykket Freys reiði, f-i blandin Qrv VIII 3. — 2) skade, fordærv, ulykke (jfr f. er nQkkurs konar nauð SnE II 20), séa við f-i Sigrdr 8, vita f. fyrir Reg 7, mikit f., farligt varsel, Reg 24, bitr f., om menneskenes syndfordærv, Leid 8, fátt f. ýta bilar, det fordærv, som skal ramme menneskene, svigter ikke, pRolb 3, 7, dauðs f. Anon (XIII) B 37, verða e-m at f-i Rorm Lv 1, fella f. af hondum e-s, befri en for (døds)fare, Oddrgr 9, firra f-i Merl I 9, flýtandi f-s Am 4. — I kenninger: f. randa, skjoldenes skade, sværd, pGisl 6, f. gunnar grimu, hjælmens fordærv, d. s. Od 15, lggðis loddu (blodelvens) linna (sværdenes) i., sværd (eller kamp), Rorm Lv 18 (her er dog f. rettelse for fætr); — lestir f-a, om den gejstlige (i. vel her om syndens fordærv), Gdp 16. Jfr egg-, firna-, gagl-, hugar-, morð-, nadd-, rand-, synda.

2.   får, adj, mest i sammensætninger, blá-, dreyr-, eitr-, mál-; ntr. fátt kan både henføres hertil og til part. af fáa, s. d. Mulig findes fem. i Fó hjalma Gríðr, den blanke økse, pSíð 3, men stedet er uklart.

3.   får, adj, fåtallig, ringe i tal, men meget hyppig bruges f. for 'ingen' (et svagere udtryk for et stærkere, hvad der i oldsproget er meget almindeligt), står både med og uden subst, mJQk f. Mhkv 12, i. beið sára ór stað Sigv i, 2, f. mun verri Bragi Lv 1 (jfr v. L), fg mun gnnur Sigv 9, 3, f. kann ósnotr svá Hávm 159, fáir vitu Grl 18. 22, f. es hvatr Fáfn 6, f. es fullrýninn Am 11, f-s es fróðum vant Hávm 107, kveða fátt verra GSúrs 15, gá mjgk fás Mhkv 20, ráða fá Mhkv 13, fátt es til nema, lidet er, intet er at göre undtagen, pjóðA 3, 10, fátt eitt (o: skip) fylgir Anon (XII) B 8, segja fátt Hávm 103, kunna fátt Rorm Lv 60, leika fátt, bevæge sig lidet (slet ikke), Heið 24, sofa fátt Sigv 3, 1, fátt fríðra kosta Hyndl 46, fátt féar Merl II 81, fátt ór f jolða, kun Ildet af den hele mængde, ESk 6, 67, fátt es fullilla farit, ingen medfart er slem nok, Am 86; i komparativ, færa veit Hávm 12, ráöa færa Vell 4, nokkuru færi Eviðs 2, jfr fjórum færi (o: sverð: hds. færa) HHj 8; i superlativ, séask fæst, frygte intet, HHj 11, fæst eigi því níta, intet skal (benægte o:) forhindre det, Am 34, sú vas nýt fæstum, ingen til glæde eller nytte, Am 1, es fæstan varir Ej 20; — med substantivum: f. jotunn Anon (X) II B 7, iq mun systir Reg 10, fáa kosti pmåhl 5, i. gramr Anon (X) I B 10 b, fg þjóð Sigv 13, 31, f. vegr pjóðA 4, 4, fátt får bilar pRolb 3, 7, fára nátta (gen. abs.), i løbet af få nætter (dage), Hhund 119, Guðr II 43, fås konar, sjælden, Hjgrtr 1; l komparativ: færi

eyrir, mindre gods, Sigsk 52, færi (mær) Anon (XI) Lv 6, jfr vér munum færi Eviðs 1; i superlativ: fæst rgn Sigv 10, 9; fæstr gramr ESk 6, 14; — et fæsta adverbielt, med talord: fimm et f., i det mindste fem, Anon (XII) B 22, sjau tigir et f. pjóðA 3, 16, fæst alene: spgrðumk fæst, slet ikke, mindst af alt, Sigv 3, 13. — / Am 5, 5 retler B. M. Olsen (Arkiv XXV, 289) fór til får (f. hilmir). Jfr afl-, all-, hring-, lið-, orð-, ó-, svefn-.

fáráðr, adj, rådvild, f. herr Merl II 24.

Fárbauti, m, (får : vår, dette sidst i linjen, jfr Wormianus' skrivemåde faar-),. Lokes fader (egl. 'den skadeligt slående', ødelæggeren, personifikation af Lokes væsen), F-a mogr, Loke, Hiisdr 2, Haustl 5. Jfr Rock I.°F. X, 101.

fárbjóSr, m, 'skade-byder', som vil tilføje og tilföjer skade, f. Skota, om Erik blodøkse, Hfl 10, f. morðelds, som tilbyder sværdets får (kamp), kriger, Skúli 1, 5.

fárelding, /, 'ødelæggende lyn', f-ar meginsára, sværdene, Ólhv 2, 11.

fárgjarn, adj, som gærne vil skade, skadelysten, f-gJQrn kona, v. 1. til f-t hgfuð, Qrv VIII 4; om ilden, Heiðr 14, om slangen, EGils 1, 35.

fárhugaðr, adj, med skadelystent sind, f. fnauði Vagn, om ræven, Merl I 41.

fárhugir, m. pi, vredt sind, vrede tanker, sendusk f-i, Am 88; til f-a, for at vække vrede, fjendtligt sind, Rdr 8.

fárligr, adj, vredladen, f-g orð, vrede ord, efterretning om skade (for andre), Háv 11.

fárlundr, adj, (— fárhugaðr), skadelysten, f-d ferð (rettet for det metrisk umulige -lunduð), Líkn 16.

Fárr, m, blandt dværgenavne, pul IV ii 5 (mulig — får, skinnende).

fárskerðandi, m, 'ulykke-forringer', i. fyrða, som formindsker menneskenes ulykke, synden, Olaf d. hellige, ESk 6, 63.

fárskerðir, m, s. s. foregående, om gud, Leid 11.

fársætandi, m, egl. 'som griber lejligheden til at vise sit fjendskab', fjende, Grettis 20.

fárvaldr v. 1. til faraldr, s. d.

fárverk, n, grusom handling eller vredens gærning (om djnes udstikken), Bjarni 1.

fárgflugr, adj, stærk ved eller til grumhed (grumme gærninger) om djævlene,. Mdr 4.

fáskrúðigr, adj, egl. 'fattig udstyret' (med ringe skrud), fattig, Hsv 43.

fásýnn, adj, sjælden set, sjælden, om slanger, Merl II 15.

fátalaðr, adj, lidet talende, tavs, om Rristus, LU 52.

fádSr, adj, sjælden, usædvanlig, pdr 15,

fátœkð, f, fattigdom, Gd 52.

fáíœkr, adj, fattig, Sól 70.

fávíss, ukyndig, dum, LU 9, Hsv 134.

febringin, pSíð 2, forvanskning, mulig af fleinping.