fast

124

fáa

hed', sted, hvor man står fast, snævert sted, vanskelighed, fœrðr i fasta, bragt i den störste knibe, pdr 13. — 2) til f-a, fast, urokkelig, o: tilvisse eller fuldstændig, láta lastaverk fyr lið til f-a Has 15, jfr 56. — 3) styrke, få sannan f-a af drótni Leið 37.

3. Fasti, m, sagnperson, dansk jarl, Yt 20.

fastla, adv, stærkt, tilforladelig, binda f. Akv 18.

fastleggr, m, kun i f-s virðir, for leggs fasta virðir, mand, af leggs fasti, armens ild, guld, prúf.

fastliga, adv, fast, stærkt, kraftig, Arn

2,  10, Mv I 19. Jfr full-.

fastmáll, adj, ordholdende, f-lari pjóðA 4, 12. Jfr fastorðr.

fastna, (-aða, -aðr), fæste, bortlove (en kvinde), f. sér (konu) Grip 39, f. e-m konu Korm Lv 32, Hæng I 1, Órv IX 69; vask fostnuö Hhund II 16.

fastnæmr, adj, som griber fast, går stærkt til hjærte, f. tregi Qrv IV a 2.

fastorðr, adj, hvis ord står fast, ordholdende, (₌ fastmáll) Sigv 11, 10.

fastr, adj, 1) fast, urokkelig, fost fold Grip 1, fast heiti Alv 3, láta vesa fast (o: heit) Håvm 130, f. friðr, sikker, dyb fred, Likn 15. 42, Merl II 75, f. hugtunum, i sit sind, GSúrs 9, í f-um þokk, i urokkeligt sindelag, St 19, fost trúa Gd 21. — 2) fast, fæstnet, hængende ved, verða f. við e-n Haustl 7, Fj 10, verða f. í e-u pjóðA 3, 21. — 3) om kampen efter at den usikre, famlende begyndelse er forbi, fost fleindrifa porm 2, 23 (jfr festir orr-ostu). — 4) acc. fastan adverbielt, sláa f., slå, hamre, smede, kraftig, Vpl 5; fast ntr. bruges ellers meget hypigt adverbielt, standa f., stå urokkelig, Eg Lv 31; PJóðA 3, 13; standa fastara ltig) 1, 4; — kraftig, rask, halda f. Korm Lv 20, Evids

3,  halda f. við e-n, holde fast på forbindelsen med en, Sigv 3. 21, halda f. á lggum Sigv 11, 4; fara f. pjóðA 4, 1, ganga f. pjóðA 3, 20, vaða f. pdr 8, berj-ask um f. LU 75, leiða e-n f. gstum, fatte stærk kærlighed til en, Bbreiðv 5, f. séðir serkir Vell 35. Jfr eið-, geö-, grið-, heit-, hug-, Hún-, jarð-, lið-, likn-, lund-, megin-, raun-, sam-, timbr-, vin-.

fastúðigr, adj, ubevægelig, urokkelig (med hensyn til beslutning), Vitn 13.

1.   fat, n, klædningsstykke, især i pi. fgt, færa i hrein fgt Orm 1, 3. — I ken-ninger for hærklæder, fot Sorla Hfr 1, 9, fot Hjarranda Ht 53; i sing. om skjold, fat (men ved rettelse for vez, se KGisla-son, Aarbb 1876 s. 329) Hildar Haustl 1 (jfr SnE 428). Jfr il-.

2.  fat, n, kar, eskis f., kar af æsketræ (til opbevaring af mad eller drikke), Korm 1, 6.

fatla, (-aða, -aðr), lænke, binde fast (af fetill), fjotri f-aðr Brot 16.

fax, n, manke, orms fax, om dragebilledets halsmanke, pjóðA 4, 18, vallar f.,

gudernes betegnelse for skoven, Alv 28, jarðar fox, græsset, Snjólfr 1, foldar f., d. s., Gdfj 46.

faxi, m, egl. 'bemanket', 1) hest, hamr f-a, hesteskikkelse, Har.níð; som egennavn Qrv I 3. — / kenninger, for skib: byrjar f. OTranon 5, sævar f. porm 1, 6, — for ulv: imðar f. Gisl 1, 1, jarnsgxu f. ESk 12, 8. — 2) om en hårbevokset genstand, o: det mandlige avlelem, Grettis 46. Jfr Goll-, haf-, Hrim-, Skin-, sund-.

1.  fáa, (fáða, fáðr), 1) male, belægge med farver, især om runer, f. rúnar, stafi, ved farve at göre (de indhuggede runer) tydelige, Håvm 80. 142, f. í rúnum Hávm 157, absolut Håvm 144; stjgrnur fáðar feiknstgfum, malede med rædselsruner, faretruende, Sål 60; om billeder, billed-

.fremstillinger, f. unga brúði á vegg Tjgrvi (sml. prosaens draga likneski á vegg), pat es fátt, det er malet (på skjoldet), Rdr 4 o. s. v., bifum fáðr, malet med billeder (se bif), Haustl 13. 20. — 2) belægge, pryde, golli fáöir, • smykkede med guldringe (guldets farve gor dem kendelige), Krm 7, f. fjoll gróöri, göre fjældene grönne ved plantevækst, Pet 20; valaript vel fóð, smukt farvede, Sigsk 66, járni fáðr steinnokkvi, prydet, udstyret med jærn, jærnplader, Bergb 9; eggjar, fáðar eitr-dropum, sværdsægge, blinkende af edder-(dråber), Brot 19. Jfr dreyrfáðr.

2.  fáa, fá, (fekk, fingum (Eg Lv 40) og fengum, fenginn og finginn, se herom Skjspr 98), grundbetydningen synes at være Hage' el. lign., ud fra den går ordets hovedbetydninger: få, modtage; skaffe (sig); tage til fange; (tage noget frem til at) give; \) få, modtage, med acc., i. gagn, vinde sejr, Gráf 2, f. hringa Rdr 10, f. brgð pTref 5; i. ost Håvm 92, f. fggnuð Håvm 130, f. fátt kosta Hyndl 46, f. gjold Håvm 117, Reg. 3,4, f. ilt ór deildum B)H 2, f. vísan váða Stúfr 3, drótt fekk ótta Stúfr 5, i. nefgjgld, Hhund I, 12, f. tvær leiðir, få to veje, om noget som både kan gå den ene og den anden vej, gd godt eller ilde, Am 21, f. gambanreiði Ski 33, f. viörnám Hhund I 52, abs. sá fær es friar Håvm 92; i. Nóreg, tage N., lande i N., Od 5; upersonligt, fær e-n, man får, der gives, Eg Lv 39, Gautr II 9, Håvm 6. — 2) skaffe en, sig, noget, med gen., f. verðar Hávm 33, pfref 2, f. sér vers Lok 33, f. póru, ægte Th., Krm 1, f. sér félaga Håvm 52, f. e-m móðernis, give en en bestemt moder, Krm 26, f. auðs, auðar Hfr Lv 25, Ulfr stall, f. féar Håvm 40, f. vits ok vápna Sigrdr 36; f. rums Håvm 106; f. (góðs) tírar Hamð 30, Vell 12, f. e-m mærðar Ht 13, f. gamans Bjhit 2, 2, Fj 5, f. trega langs Eg Lv 38, f. ekka Grip 20, jfr f. hlægis, pådrage en latter, Håvm 20; med acc., ævi fekk hrgfnum hræ, gav, Sigv 11, 1, f. dreng til e-s ÓTr 1; f. e-m grin Hym 3, f. e-m måls heilsu ESk 6, 41, hversu es fengit,