far

123

fast

Háv 8, — medium i-a.sk (egl. fara sér), þjóð fórsk Steinn 3, 4, gleði fersk HolmgB 7, old fersk Ht 96, vald pats fersk aldri SnE II 142, lgtum eigi Hf hans f-ask Darr 6, f-ask mun kristni Merl II 23; — part. pass. farinn, tilintetgjort, som det er forbi med (vel egl. 'gået bort'), f-it es þats vissak Grip 19. 21, f-in es ætt Sigurðar Sigsk 64, f. at e-u Anon (XIII) B 2. -C. Medium i betydning 'bevæge sig, tage' (med dativ), f-ask und slog, begive sig ind under våbnene, ud i kampen, Gráf 3, forsk undir foldu grænni, underlagde sig det grönne land, Merl II 25, forsk hamri i hond, tog hammeren i hånden, Rdr 15.

farald, n, egl. 'hvad der farer omkring, er almindeligt, rammer mange'', især om smittende sygdomme, ekki var þat forðum f., det var ikke i gamle dage en omgangs-syge, Mhkv 11.

faraldr, m, (v. 1. fárvaldr, ulykkevolder, ur.), som farer om, især for at stifte ulykke, f. heitik, ferk of aldar kyn Anon (XIII) B 6.

farandi, m, vind, SnE II 459 (egl. part. til fara).

Faraónn, m, Farao, dat. F-óni Líkn 18.

farðir, /. pi., (sing. ÍQrð?), synes at betyde handlinger, begivenheder ('hvad der foregår', jfr fara, om en sags forløb), gorla lítk á Greitis garði þær of faröir, jeg ser tydelig på skjoldet disse begivenheder, Haustl 20.

farhirSir, m, rettelse for féhirðir Hárb 52, 'bådvogter', færgemand.

farkostr, m, egl. 'hvad der gör færge mulig', skib, båd, f. dverga SnE I 218. Jfr farskostr.

farland, n, 'skibs-land', hav, f-s fasti, havets ild, guld, pKolb 3, 6.

farli, m, dværgenavn, (egl. 'den farende'?), pul IV ii 5.

farligr, adj, egl. 'som ferr vel, sidder godt, passer', (fallegur i nyere islandsk, 'smuk, pæn', er opstået heraf ved assimilation), f-lig herða bjúglima gims Gerðr, kvinde, Tindr 1, 1, i-i eiki, om skibet, Am 2, 16, i. húfr, ligel, Hfr 3, 9, f-g hlýr, ligel., porm 1, 8; når ordet bruges, som det synes fortrinsvis, om skibe, bör det måske opfattes 'som ser ud til at kunne løbe godt'.

farlyst, /, rejselyst, f-ir kómu fylki, kongen fik lyst til at rejse, Sigv 10, 10.

Farma-Týr, m, egl. 'skibsladningernes Ty (gud)', Odin, Gri 48, pul IV jj 2; svanir F-s, ravnene, Hal 11.

farmóðr, adj, rejsetræt, Hjálmp IV 17.

farmr, m, ladning (især skibsladning), Likn 33, enn frizti f., skibsladning bestående af guld og kostbarheder, Valg 5, of f-i pjóðA 4, 18. — / kenninger, for guld: i. Grana pblsk 1, 2, i. sjóðs, pungens indhold, Oddr 1, leggjar f., armens byrde, PI 31, — for digterdrikken SnE I 244 (prosa); — for (ægte)mand: i.

Gunnlaðar arma, Odin, Steinp., i. Sig-ynjar arma, Loke, Haustl 7, i. arma galdrs hapts, den samme, pdr 3, — for Odin: galga f. (v. 1. gramr) Hál 1, — for kvinde: (ifølge en bestemt situation) i. lyptingar ESk 13, 7. — unna f. Vigl 2 er usikkert, bølgens byrde, de druknede(P). Jfr digul-, hlið-, legg-, pung-.

farmggnuðr, m, egl. 'som kraftig foretager en rejse', om Odin, da han i orneskikkelse bragte skjaldedrikken tit guderne, Hál 2.

farnaðr se fornuor.

farnagli, m, skibsnagle', blandt navne på skibsdele, mulig det s. s. nyisl. negla, den prop, der i bunden fylder et hul, hvorigennem øsevandet løber ud (på mindre både; jfr Falk Seew. 7), pal IV z 6.

farning, /, færgen, overfart, veita f., give en plads i skibet, PI 16.

farri, m, 1) tyr, f-a trjóna, tyrens hovedsnude, dens flæmingr (sværd), horn, Yt 17. - 2) ild, pul IV pp 2. Jfr(?) seim-.

farroðull, m, 'skibsol' (rettelse for fagr-), skjold, dettes eiki, sværd, porg. Hgll.

farskostr, m, ₌ farkostr, s. d., Arn 6, 4.

farsynjun, f, nægtelse af færge, det at nægte at ville færge en, Hárb 59.

farsæla, /, 1) egl. 'held med (på) sine farter' (jfr det følgende), treystask f-u i grœðis gný Anon (XII) B 4. — 2) held i alm., lykke, Hsv 69. 119 (jfr fésæla).

farsæll, adj, 1) egl. 'heldig med (på) sine farter', f-1 skeið Likn 33. — 2) lykkelig, Am Arn 4.

fartíðr, m, blandt skibsnavne, pul IV z 4.

farvegr, m, alfarvej, vej, eller vej som man skal tilbagelægge, langir eru f-ar Gróg 4, stemma f-u EGils 3, 7; — f. vats, elveleje, Merl II 18.

1.  fasta, adv, fast, urokkelig, standa f. pdr 12.

2.  fasta, /, 1) faste, sult, banna ara f-u, stille ornens sult, Arn 3, 15, bregða f-u ara hlýra Lids 3, bregða f-u gifrs hesta, stanse ulvenes sult, Jorns 35, i. munins Kolli 5. — 2) faste (kirkelig), LU 42, f-ur Likn 19, Arngr 2, 1.

3.  fasta, (-aða, -at), faste, sulte, láta orn né ylgi f. K.rm 16; f-andi, om Kristus, SnE II 234.

fasthaldr, adj, lænke (egl. 'fastholdende'), om Gleipnir, i. varð á Fenri lagðr Mhkv 20. — (et slags nagle SnE II 494).

1.  fasti, m, ild, pul IV pp 2, blása f-a, få ilden til at flamme op, Bkrepp 1, i f-a, i bålet, Mv I 20. L kenninger, for guld: i. handar Bjhit 2, 2, vala strætis f. ESk 6, 25, i. farlands pKolb 3, 6, i. barös túna porm 2, 11, i. glymrastar Gd 18, unnar f. Sturl 3, 14. — for sværd: dreyra f. (ved rettelse) Korm Lv 31. Jfr ben-, flóð-, lið-., val-, velan-.

2.  fasti, m, 1) egl. 'fasthed, urokkelig-