fall
121
far
synes at betyde 'komme (igennem luften) hen til', jfr Mogþrasir og þorp.— 7) falde, om domme, dómr fell svó Gå 54. — 8) passe, være belejlig, es mgl falla, når tiden er belejlig, Ht 75, f. vel, få en god udgang, lykkes, OGalt 3; især i part. pass. fallinn, þat es vel fallit, det passer godt, er udmærket, Háv 3, hlæja meir an f-it væri, var passende, godt, Ry 12; med genitiv, skikket til, bezt fallinn farar GSvert 5, med til, Likn 47, jfr Ótt 2, 1, hvor betydningen dog er uvis, da en linje mangler i verset.
fallhaddr, adj, hvis hår falder langt ned, med langt hår, langhåret, f. stalla vinr (Odin) Eg Ber.
fallheyjaSr, m, 'fald-bevirker' (af heyja), f. fleinþolla, som bevirker krigeres fald, kriger, OSúrs 24.
fallsól, /, 'faldende sol', 'sol som kan falde', f. bráa vallar Fullu, den sol som kan falde af Fullas pande, gulddiadem, Eyv Lv 9.
falma, (-aða, -at), 1) bevæge sig usikkert og famlende, lét ryðskolm f. of mér, rettede det rustne sværd usikkert mod mig, Korm Lv 53. — 2) være frygtsom og nølende, holðar skyldut f. porm 2, 19, láta geð í.,°Eyv Lv 7, kvóðu fjandmenn f. Am 2, 6.
1. Fair, m, dværgenavn, SnE l 68, F-s veigar, dværgedrik, digt, Refr 2, 3.
2. fair, m, den øverste, rørformede del af spydbladet, hvori skaftet stikkes (og fæstes ved en geirnagli, jfr Tamm, Arkiv II 348), f. hitiiar Ht 9, hvitr f. Ht 18, f-s regn, kamp, GSúrs 37; — f-s Sveinn 1 er vist fejl for fols se folr; fal Bjhit 2, 12 se fela.
3. fair, adj, til salgs, afhændelig, verða f. Eyv Lv 13, hilmi es fol haukstrandar mgl, om den gavmilde fyrste, Hfl 17, fiiina f-t at gjof, fremdrage noget som gave, Ht 28 (7//" gjaffalr), ynðit láta engir f-t, sin (livs)glæde vil ingen sælge, af med, Mhkv 21; kaupa f-a Baugstaði, købe B ,som var til salgs, Ám Am 5. Jfr 6-.
fals, n,-svig, falskhed, Pet 3.
falsari, m, bedrager, Hjålmp 1 2.
Falstr, n, Falster, Stúfr 5, pul IV bbb 7.
Falstrbyggvar, m. pi, Falsters indbyggere, Arn 3, 17.
falvigr, /, med fair forsynet spyd, ESk 3, 2.
1. fang, n, kjortel (jfr SnE II 494), f-s Fulla, kvinde, Hrafn 2, Hamðis fang (rettelse for fong), brynje, Ht 2, boövar f., d. s., Tindr 1, 10, dolga f., d. s., Hfr 3, 2. Jfr Falk, Kleiderk. 159.
2. fang, n, 1) hvad man får, tager, fangst, udbytte, bytte, á vit f-a, for at få fangst, Hæng V 4, geta gríðar sóta (dat.) fong, skaffe ulven føde, BjH 1, vinna f. (rett. for fall) folkstara lv 22. — 2) griben, f. hals (jfr halsfang), omfavnelse, Korm Lv 55, festa f. á e-u, gribe fat i noget og holde det fast, Hjålmp III 10. — 3) favn, faliask í f. Áns 1; også det 'favntag', som
brydere tager på hinanden, brydekamp, mér es f-s vgn at ulfi Reg 13, eiga f. viö lgngu, slås med lange (o: angle efter en sådan og trække den op på krogen), pfisk 1. — 4) heraf: möjsommelighed, besvær, fcmg firða eru stór við ggngu Sigv 3, 13; — ok fong tiu SnH 2, 7 er dunkelt, der synes sigtet til metriske fejl, jfr fall. — Jfr and-, át-, brúð-, hals-, her-, kván-, sjá-, sæ-, veiði-, ver-.
fanga, (-aða, -aðr; et sent ord), fange, få, erobre, f. geir Nj 9, f. fljóð, gribe, Mv I 12; sveiti f-aðiz hrafni Krak 2.
fangboði, m, som byder favptap o: (bryde)kamp, f. flotna Litar, Tor, Rdr 18.
fangramligr, adj, som griber stærkt, håndfast, i. slangi Rv 14, men her bör vist læses fangramliga, adv.
fangremmi, /, kraft til brydekamp, mæta f., møde styrke til at brydes, brydes med en, der er stærk, Korm Lv 61.
fangsæll, adj, bytterig, som har gjort godt bytte, Haustl 8 (om Tjasse), Vell 25 (om den sejrrige Hakon), f-1 biökvæn (om Hel?) pSíð 2.
fangvina, /, 'kamp-veninde', f. pórs, som brydes med Tor i al venskabelighed, Ælde (alderdommen, jfr myten om Tor og Ut-gårdsloke), Kveld.
fangvinr, m, som brydes med en (egl. i venskab), f. Hafla, (jætte), Tor, (jfr fress), Grett 2, 5.
fannhvitr, adj, snehvid, f-t foldu Fold, den snehvide kvinde, Bbreiðv 3."
fanni(n)gs, pjóðÁ 3, 14, urigtigt for fáfnis, som ét hds. har.
fanst St 19 urigtigt, måske for fens.
fantr, m, underordnet tjæner (næppe 'omstrejfer'), f-t sék hvern á hesti (modsat lendir menn ganga; ordet paralleliseres med matsveinar), BjKálfs.
1. far, n, 1) færgen (over elv el. lign.), þiggja f., modtage plads, passage, i et skib, Reg 18, synja f-s, nægte en færge, Hárb 54. — 2) skib, båd, Sigv 3, 2, pjóðA 3, 34, neyta f-s, Ótt 2, 14; Sigsk 53, Håvm 154; kollektivt (som det synes), flåde, Hhund I 30, f. geisar Ht 22, jfr pul IV z 4(P); f. Ullar, Ulls skib, skjold, Sturl 3, 14. Jfr Nagl-, vin-.
2. far, n, måde at være på, beskaffenhed, færd, forhold, svá dœmi ek of slikt f., Hårb 46, f. flein-Móða Anon (XII) C 9, f. tiva ok pjaza, forhold, mellemværende, Haustl 1, mitt f. Hfl 1, (jfr BMÓlsen, Arkiv XIX, 110), Eiriks f. Hfl 18, annars f., Mhkv 15; f. flósu Grett 2, 10. Jfr aldar-.
fara, (fór, farinn), A, intransitivt, 1) begive sig af sted, rejse til lands eller til vands, gående, ridende, kørende, svarer ofte til dansk 'komme', i. heiman Ott 3, 1, f. heim Lok 31, Am 93, f. fyrri Reg. 22, fórut lengi Hym 7, f. sunnan Vsp 52, langt es at f. Hårb 6, f. á brú Fáfn 15, f. of fjall Håvm 3, f. of sundit Hårb 8, kjóll ferr Vsp 51, sás ór holti ferr (kommer) Vol 16, f. ór hreysum Hym 35, ferk, jeg