118

fagr

Bogstavet f betegner oprindelig en la-biolabial lyd, der senere gik over til labio-dental lyd; af det förste forklares overgangen til p foran t, jfr rim som hapt: svipti (svip- oprindeligt), opt: svipt, skipt : gipt, hapt: keypt, keypt : ept, senere (først i 13 årh?, eller endnu senere) gik p her igen over til f, hvilket nu er den eneste udtale på Island; at i mellem tonende lyd selv bliver tonende (jfr Hof-fory, Consonantstudier 3 f.) er hævet over enhver tvivl, jfr rim som ofr(a) : sæv-(Ulfr Ugg., hvis der da her er tilsigtet rim; i øvrigt er så godt som alle Rakles eksempler, Die spr. der skalden s. 95, hæntede fra Lilja, med undtagelse af det förste, der slet ikke har med sagen at göre); tonende har lyden også i historisk tid været foran s /. eks. i gen. þjófs (ikke þjóps), jfr þjófs : leyfa (Bragi), jfr Kahle Die spr. s. 94—95; m — ikke f — findes i samna (:tamr). / tidens løb er det tonende f mellem vokaler faldet sammen med v (om SvivQr : lifi 10. årh. er et fuldgyldigt bevis derfor, er dog vel tvivlsomt, heller ikke har týfratn- : tíva nogen betydning, da rimet her er tý : ti-v, jfr H. Falk Arkiv X 125 ff). Her göres der helt igennem den sædvanlige forskel på i og v.

faðerni, n, fædrenearv, Sigsk 70.

faðir, m, (dativ feðr findes hyppig, hos Bragi, pjóð, Hfr, Sigv, helt ned til Heilv og Orloð II 2, men foður Gunnl. Lv 9; i edd. cod. findes dat. feðr 37 9, 68 23; nom. feðr er meget ung Svert 2; jfr Skjspr 66), fader, pul IV j 8, Rdr 8. 20, Haustl 8, TorfE 1, St 5, Yt 4, Sigv 7, 9. 11, 2 o. s. v., Vafpr 5. 23, Hym 5, Hhund I 18 o. s. v., sem f., i egenskab af fader, Alv 4, f. logseims, Loke, pdr 1, f. Magna, Tor, pdr °21, f. galdrs, Odin, Bdr 3, f. viggs, hest, Vgls 2; — f. allra, gud, Leid 31, f. þjóðar, d. s., Gdfi 43, enn mátki f., d. s., Sól 75, f. enn sæti Lil 79, jfr Hfr Lv 9. Jfr al-, goð-, hQfuðfeðr, kenm-, langfeðr, læri-, móður-.

faðma, (-aða, -aðr), 1) favne, omarme, især om kødelig elskov, Gróg 3, f-sk lint umb Akv 40, Vigl 14. — 2) omfatte med kærlighed, dyrke, f. feðgin (o: fjandi og ofbeldi) Lil 9, f-andi sátta hátt Mdr 16.

faðmbyggvir, m, ^ífavnbo\ ægtemand, f. Friggjar, Odin, Harkv 12.

fadmins Nkt 24 er fejl for faðmnis = Fáfnis; jfr Hl 4 a, 24 a, hvor der skrives faðmis.

faðmlag, n, favntag, Óspakr.

faðmr, m, favn (strækningen mellem de udstrakte arme), breiða f-m, strække sine arme ud (ved håndtenen), Rp 16, jfr Lil 55, rétta f-m, udstrække sine arme, Likn 42, fara i f-m móður, i sin moders arme, Am 77, sofa, sofna í f-i Hávm 113, Hhund II47, ver ja f-i Vol 2, hafa fljóð í f-i sér Rorrn Lv 61, felask i f-i Hhund II 29; falla i f-m konu Vagn, missa meyjar f-s Sigv 13, 22 (i bægge disse tilfælde hentydes til kødelig elskov snydelse); ljóss f. Vgl 2, fríðr f. G Sur s 29; bjóða miskunnar f-m, om gud, Likn 45.

fagna, (-aða, -at), 1) være glad, vise glæde, hundar f. Fj 44, flestr f-aði (her er vist því underforstået) Oddrgr 14; bjósk at f. Jór 3; Merl I 52; i reglen med dativ, ytre glæde over noget, være glad ved noget, i. sjónum, være glad ved at beholde synet (livet), Eg Lv 26, f. því Korm 1, 6, VGl 6, f. gagnsæli (sejrrighed) Hrafn 3, í. áttleifð Sigv 9, 2, f. lgndum sem monnum Sigv 13, 30, f. lifi e-s, være glad ved ens liv (sf øreise), Sigv 13, 31, bragningr f-ar sigri ESk 1, 5, f. dgð slíkri Harkv 12, f. sælu Gd 20, f. gjofum Steinn 3, 15, i. ku Mhkv 4, f. gtu ESk 6, 29, vargr fagnaði tafni Krm 9, eiga f. e-u Krm 19, f. illu, modtage, lide, ondt, Ragn VII; f. messu, fejre fest, Sigv 12, 25; absolut: f-andi GSvert 9, f-andi maör Hsv 93; fagnendr JQtuns sagna, som glade modtager guld, Hfr Lv 20. — 2) modtage en (med glæde), GSúrs 13, Obarr 1, Hhund II 36, Am 47, Sigv 11, 17; 12, 22, guð f-i bragningi Rst 33; i. við ótali bragna Ht 88. - Når det Gd 76 hedder: f-aöu hirði sælan (o. s. v.), er her vera underforstået, 'glæd dig over at G. er' o. s. v.

fagnaðarlaug, /, glædestårer, Lil 32.

fagnaðarlauss, adj, uden glæde, Mey 44.

fagnaðr se fognuðr.

fagnafundr, m, glædesfund, om digter-drikken, i. Friggjar niðja St 2; glædes-møde, Hál 13.

fagr, adj, grundbetydning: 'lysende, skinnende, lysende skön' eller skön i alm. 1) lysende, f. randar botn Rdr 7, f-t hlýrtungl Refr 1, 1, i. mækir Harkv 16,