eyga

115

eyr

eygarðr, m, 'ø-gærde', hav, Hharo 7, e-s (rettelse) Freyja, kvinde, Vigl 6.

eygir ur. v. 1. for ægir et par steder (pul IV l 8) se ægir.

eygja> (-ða, -ðr), öjne, se, komme til at se, Haustl 7.

eygló, /, 'altid lysende", solens navn hos jætterne, Alv 16, kan også være acc. af følg.

eyglóa, /, 'altid lysende", navn på månen, pul IV II; men det er höjst mærkeligt, at månen skal have et navn, som er hunkönsord (jfr aiskir): de to første linjer i dette vers månenavne er formodenlig slutningen af et vers med solens navne, mærk, at l. 3 begynder med máni ligesom 'sol'-navnene begynder med sól.

eyhjalmr, m, 'ø-hjælm', himmel, konungr e-s, gud, Likn 21.

ÉyjafJQrðr, m, Øfjord (nordl. IsL), VOl 2.

eyjarband, n, 'ø-bånd', hav, e-s eldar, guld, dettes eyðir, mand, EGils 2, 2.

eyjarskeggi, m, 'ø-skæg', en skægget fra en ø (øer), navnet hidrører formentlig fra, at øboere lod deres skæg vokse vildt og var derfor meget afstikkende fra dem især, der opholdt sig ved hirden, hvis skæg og hår (formentlig) var klippet og plejet, Herv II 2, Frp I 22, Qrv IX 36.

Eyjolfr, m, en istænder, 11. årh. Hav 6, en anden 13. årh. (Brúnason) SnSt 4, 6; — en sagnperson E. Hundingsson, Hhund

I  14.

eykarmr, m, 'ø-karm, ø-omslutter', havet, e-s fjara, havkyst, Merl II 86 (mulig er dog ordet forvansket af eybarmr); jfr eylúðr.

eykr, m, (-jar), øg, lastdyr, trækdyr, hinns of e-i annask Bjhit 2, 16, om Tors bukke Bragi 2, 1 — især om heste, keyra eyk ór garði Ólhelg 10, e-ja greiði, bidsel, Yt 11, e. jgtuns, okse, uvist hvorfor den kaldes så, Yt 17; — i kenninger for skib, Endils e. Nj 9, aurborðs e. Vell 26, unnar e. Sigv 4.

eykríðandi, m, 'øg-, hest-rider', Endils e., som rider søkongens hest, søfarer, mand, Nj 9.

eykríðr, m, s. s. foregående, Ekkils e., søfarer, mand, Eg Lv 36.

eyktemjandi, m, 'øg-, hest-tæmmer, -styrer', oldu e., som styrer bølgens hest, skibet, Has 42.

eykvæn, /, 'altid-kone'(?), Heðins þeyjar e., kampens stadige(?) kvinde, valkyrje(P), pSid 1, men vistnok skal ey skilles fra kvæn og henføres til stendr (l. 5).

eykyndill, m, øfakkel, Oddnys tilnavn, Bjhit 2, 1.

eyland, n, øland, land som er ø, q\\ eylond Bjkrepp 9, e-s jarlar, ø-jarler, Yt 20, e-s barmr Merl II 40, e-s jaöarr Merl

II  5.

eyleggr, m, 'ø-knokkel', sten, e-jar Freyja, kvinde, (steinn — steinasørvi), Grettis 46.

Eylimi, m, en sagnkonge, HHj 36, Grip 9, Reg 15, Hyndl 26.

1.   Eylúðr, m, navn på Odin, pul IV

jj 7.

2.  eylúðr, m, 'ø-omgiver' (egl. 'ø-kværnkasse'), havet, e-rs Grótti, havkværnen (havet som kværn), Snæbj 1.

eyma, (-ða, -ðr), egl. 'ðmme' (af aumr), göre blød, svag, e. rgð, vise sig svag i sine råd, handlinger, Am 6, 8. Jfr Aarbb 1879 s. 195 ff.

eymð, /, elendighed, usselhed, frá e-um Sól 75, með e-um Vitn 9, e. ok óp LU 72.

eymSarverk, n, elendig, slet, handling, Od 41.

Eymóðr, m, sagnfyrste, Guðr II 19.

Eymundr, m, sagnperson, Qrv IV/S 1, en anden Hyndl 15.

eymylvir, m, 'ø-bryder', havet, pSjár 4, 4.

Eynefr, m, sagnperson, Hálfs VIII 1, hvor hans sonner antydes. Jfr Eynæfir.

eyneglðr, adj, 'ø-naglet', som har øer for nagler, om havbæltet, e-ð jarðar gjgrð, det øfyldte hav ("broderet med øer"), Eg Lv 41. Jfr at skær kaldtes nagli, se Norske gaardn. XII, 221.

Eynir, m. pi, Ønerne, beboerne af Eyna-fylki, Hókr 2.

Eynæfir, m, således snarere end -nefir, søkongenavn, pul IV a 2, her er formen sikret (o: -ir) ved metrum, (-nefr reg, -næfir 748, -nefir T, 757), E-is gndurr, skib, Rdr 16, Kxm 11. Jfr Eynefr.

eyra, n, øre, Fáfn 35, Húsdr 5, hlýöa e-um Hávm 7, sœkja e-u, søge (folks) øre, blive gærne hørt (og omtalt), Arbj 16, segja, mæla i e. Vafpr 54. 55, koma til e-na Korm Lv 56, bera fyr e-u, høres, GStlrs 36, vesa at e-um e-s, ligge en stadig i ørene, Lok 44, koma við e., berøre ens øre (ubehagelig), om et kølleslag, Korm Lv 20; liggja e-m nær við e., være truende, farlig, for én, Kolb 2, 6; e. Ár-vakrs, hvorpå runer var ristede, Sigrdr 15. — e-na land, hoved, SnE I 538; e-na viðr, træ ved ørerne, horn, (om uroksens horn), Eg Lv 3. — e-u nævnes blandt dele på et skib, pul IV z 6 (jfr stafnloks eyru, kinnungs e-u nu til dags; jfr Falk Seew. 80).

Eyrar, f. pi, (egl. pi. af eyrr), Øre (ved Nidaros), Sturl 4, 11.

eyrarleggr, m, 'strand-knokkel', tilnavn til en Qrímr VGI 11.

Eyrarsund, Eyra-sund, n, Øresund (efter de mange 'ører' både i syd og nord, særlig dem i syd), Hárekr 1, Halli 1, Krm 2, Sturl 3, 15.

eyrarúna, f, 'en, som har en mands fulde fortrolighed'', hustru, annars e. Vsp 39; medhustru eller fortrolig veninde, Håvm 115.

eyrir, m, (pi. aurar), 1) øre, vægtenhed, ¹k af en mark (omtrent 2 lod eller 26,8 gram), hagl vá e-i pGisl 9 (om haglkornene under Jomsvikingeslaget), om penge, meta hálfs e-is, vurdere til en halv øre,

8*