ept

112

ern

Styrkárr 2; hertil hører også e. dvergi hljóp, for at få fat i dværgen, Yt 2, jfr sås eptir ferr Fj 27; — i overensstemmelse med, e. vil ja minum Has 7; — vita e-t e. e-um, vide om noget, en har begået, eller hvad han har af fejl, Hsv 90, med fregna (jfr spyrja), f. eptir driptum Hl 4 b, — 3) eptir som adv. slutter sig til de anførte betydninger, efter, bagefter (jfr e. med acc), of sumur e. Vsp 41, lifa e. Valg 9, Merl II 36, Am 54 jfr Oddrgr 33, verða e. Grip 44, liggja e. ESk 6, 60, sit ja e. Ótt 2, 17, Vgl 38, Hhund I\ 51, vera e., være tilbage, Valg 4, Am 69, upp stóðu e. Jorns 39, optliga e. Jorns 37, enn sem e. renni Steinn 2, 2, en þá e. Sol 22, viku e. Sól 25, firma e. Sigsk 40, iðrask e-s e. Sigsk 7, létk hana e. hafa Håvm 105; (med dativ), óskabyrr leggsk e. (o: skipi) Hhund II 32, lita e. (o: e-u) Grip 21, spyrja e. (o: e-u) Am 78, fara e. Fj 27. — Hamð 5. e. es ykr þrungit þjóðkonunga må snarest betyde: "/ er trængt tilbage for hovedkonger, I er hovedkonger langt underlegne". — 4) enkelte steder synes e. (e-ir) at betyde 'igen', være — aptr, par munu e-ir finnask Vsp 61, koma e. i Óðins sali Eirm 3.

eptirdæmi, n, forbillede (egl. "noget, hvorefter man dömmer', det klassiske er dæmi alene), LU 52, Gd 48, Gdfi 6.

er se es.

erakendi Alv 11 er et forvansket ord, hvoraf sidste del utvivlsomt er kendi, den svage form af kendr (ifr v. 29: nqtt, en Norvi kenda), det første e er lige så utvivlsomt rest af enn, men hvad ra kan repræsentere er usikkert; der skat stå et ord, der begynder med h (: h i himinn); Bugges forslag: enn Hronn kendi (Arkiv XIX 7—12) træffer sikkert ikke det oprindelige; forudsat, at der er tale om himlens herkomst, måtte der være sigtet til Ymir eller Ymirs hjærneskal, men kendr synes ellers kun brugt med personnavne; der må antages at have stået et sammensat ord (af form som lofkendr, morðkendr jfr leyfðarkendr), mulig hríð-kendr 'stormfuld'.

erðgróinn, adj, således ved rimet krævet (erð-: verð-), for hds's jarðgróinn, vokset op af eller ud af jorden, dværg (jfr dvergar í jgrðu, Vsp 10), Gylfa grundar (havets) glaumr (hest) e-ins, dværgens skib, digterdrikken, digterævnen, Eg Skj (jfr misfenginn og taumr).

erðr, n, ₌ reðr, om en hestepenis, SnH 2, 11.

erendi se ørendi.

erfa, (-ða, -ðr), arve, holde gravøl (erfi), med acc., e. brœðr sína Am 75, e. foður, her omtrent s. s. hævne, Vell 13, e. Keld-hverfinga Grettis 33.

erfð, /, arv, BjH 6, Nkt 12, sú mun e. eptir, den arv er tilbage, nemlig at hævne sig på Atle, Am 69, e-ir jgfra, kongers arvelande, Sigv 11, 3, telja e-ir, opregne sine arvekrav, Mark 1, 23.

erfðaskipti, n. pi, arvedeling, Vitn 10.

erfi, n, gravøl, gera e. foranstalte gravøl, Am 86, drekka e. Ghv 8, Jorns 10, Herv V 3; d. erfi gleði sinnar, sige farvel til sin glæde, livsfryd, Bbreiðv 1. Jfr niö-.

erfiði, n, (uden pi.), arbejde, moje, ørendi sem e. pry 10. 11, e. en ekki ørendi HHj 5, vil ok e. Hårb 58, drýgja e., lide möje, döje meget, Gri 35, mikit e. Merl II 31, vinna e., udføre drøjt arbejde Bjark 1, få hjglmum e., berede hjælmene hård möje, kæmpe tappert, Valg 7; e. Austra, Østres mbjefulde byrde, Arn 5, 24 (jfr SnE I 314).

erfiðr, adj, möjefuld, vanskelig, e-tt verðr þeims illa kann Mhkv 24, e-tt sinni, möjefuld gang, Bdr 5.

erfimeiðr, m, 'arvende-træ'', e-ar Eiðs, Eds arvinger, sonner, Tindr Lv 2.

erfingi, m, arving, sön, auðit e-ja Hsv 43, PI 21, e. pyrnifótar, Bergðnund, Eg Lv 17, e. Åsbjarnar, Helge, Isldr 7, e. Skolms, Toralv, Isldr 13, e. Ara, Gudmund, Kolb 2, 6, e-jar grams pjóðÁ 4, 26.

erfinyti, m, 'arv-nyder', son, Sigsk 26.

erfinytjar, /. pi, arvegods, arfi e-ja, arving til arven, son, Eg Lv 42.

erfivQrðr, m, 'arv-vogter', arving, sön, Sigsk 63, Ghv 14, Nkt 3, Gautr. II a 2; e. Hogna Akv 12, e-ir Eiriks Nkt 15.

ergi, /, blødagtighed (af værste art, jfr argr), e. ok œði ok óþoli, hvor e. synes at betyde 'brynde' i höjeste grad, Ski 36.

erja, (arða, ariðr), plðje, heldr herja an e., drive agerdyrkning, Anon (XII) C 19, e. barði, plöje søen med stavnen, Anon (XII) C 16, e. úrgu barði Rv 31.

erkibyskup, m, ærkebiskop, Anon (XII) B 19, Gdji 14.

erkistoll, m, forkortet for erkibyskups-stóll, ærkebispesæde, Mark 1, 13. 27, ESk 6, 65; — e. éls, bygens, stormens ærke-(bispe)sæde, himmel, Stúfr 8.

erki-Þundr, m, egl. 'ærke-Odin', e. vins kastala brugt om en ærkebisp, EGils 2, 12. Jfr Meissner 388.

erlendis, adv, udenlands, til udlandet, pjóðA 1, 3, til en anden verden, GSúrs 26.

Erlendr, m, en nordmand, ESk 13, 2.

Erlingr, (én gang Erlengr Sigv 7, 5), m, Erling Skjalgsson, pKolb 3, 6, Ólhelg 9, Sigv 7, 1. 3. 5; E. jarl eller skakke porv 1, Nkt 68.

Ermengerðr, /, sydfransk fyrstinde (i Narbonne; død 1194), Rv 16, Oddi 2, Arm 2.

ermr, /, ærme, Qrv II, sterti e-ar Rp 28: fyr e-ar, i steden for(?) ærmer, Gunnl Lv 4; — e-a Ilmr, kvinde, Korm Lv 6. 29, jfr viðr e-a, arm, SnE I 542.

ermvangr, m, 'ærme-vang', arm, e-s brandar, guldringe, disses Auðr (brugt her som gudindenavn), kvinde, Hard 7.

ern, adj, rask, dygtig (hvor dog raskheden er den herskende egenskab), e. faöir Marnar, om Tjaze som om, Haustl 12, om den unge Egil, Egils (XII) 1, om fyrster Sturl 6, 1, om gud Likn 25, Has