enn

111

ept

16, e. at eggja- sennu Tindr Lv 1; vask e. of kominn Håvm 101, liggi e. i milli Sigsk 68, e. einu sinni Oddrgr 29. — 3) endnu, o: til denne stund, e. emk óþekkr Korm Lv 42, Mtask e. firma Hfr 3, 10, e. lifir Vsp 21, saðr emk e. þess Hárb 3, e. kominn Hávm 108, e. óborinn Reg 8. — 4) foran komparativ, e. norðarr Eyv Lv 2, e. lengra Hyndl 17 o. s. v., e. mátkari Hyndl 44, e. framarr Grott 21. 22, e. lengr Am 65. Dette e. bliver ofte svagt betonet i sætningen, hvorved det svækkes til en, in, eigi in minni Evids 7, skald in verri Eskál Lv 1, in mildri Eskál 2, 2, in sæmri ptjald, in lengra, Vell 31, (né hests) in heldr Hávm 61, in hnœfiligri Hárb 43, in lengr Am 62 o. s. v. — Oddrgr 12 må enn på grund af versemålet omstilles, mank e. hvat þú | mæltir, jeg husker fremdeles (endnu) o. s. v.; det er den simpleste rettelse. Jfr eðr.

2. enn, bestemt art., den; hvor gammel formen enn er, er usikkert; i runeindskrifter fra 9. og 10. årh. findes den ikke, men kun hinn, hvoraf enn vistnok er udviklet; de enkelte former er det umuligt at kontrollere, da ordet jo altid er ubetonet; det står altid foran et adjektivum (substantivet enten foran artiklen eller efter adjektivet eller også helt udeladt), e. vari gestr Håvm 7, seggr e. ungi Ski 4, Kristr e. hreini Hfr 3, 29, e-um reginkunnum Håvm 80, e-um slævurum Lok 22. 23 o. s. v. Undtagelsesvis udelades e. foran adj., når dette er tilnavn, pórarinn rammi HolmgB 11. På den eflerhængte artikel findes ikke få eksempler i håndskrifterne, men sikkert skyldes den de fleste gange senere tiders afskrivere. Nær ved sammentrækningen er e. i tilfælde som Huga ens prúða Bkrepp 9; sikre eksempler på den vedføjede artikel for 1300 er opregnede Skisvr 80, hvortil henvises; om forholdet i Eddadigtene se sst 80—81. Bortset fra Hárb er den vedfðjede artikel i disse — de få steder den findes i cod. — at rette og skrive for sig; et enkelt sted, Lok 52, vommin ór, er ikke helt sikkert; at læse vomm enn (₌ fremdeles,) ór, lyder ikke godt; det er ikke umuligt, at vi her har. det ældste eksempel, så at tilfcjelsen af art. skulde gå tilbage til 10. årh.; er Arnórs heimrinn (2, 15) oprindeligt, bliver Lok-stedet mindre angribeligt. I de tilfælde, hvor versemålet ikke kræver art., er man efter forholdene berettiget til at anse den som senere tilfdjet som f. eks. hallærit veldr hvóru Eyv Lv 14, harðræðit hvert pjóðA 2, 2; o. s. v.

enni, n, 1) pande, Árm 3, Frp I 16, LU 49, hår sveipt i e. Korm Lv 5, ósléttur e-s, rynker i panden, Eg Lv 13, flenna upp at e., overdrevent udtryk (se flenna), SnH 2, 10; skor vas fyr e., håret hang (midt) ned på panden, Rp 15; e-s innmáni, i (under) panden liggende måne, ðje, Húsdr 4 (jfr e-s sól SnE I 538). — 2) om personer, óskírö e. Arn 3, 8, gunnhvot e. Svarf 9.

— 3) som stednavn (Snefjœldsnœs' nordside), fyr E. pmåhl 9.

ennibjalfi, m, pandehud, egg beit e-a GDropl 3.

Ennibrattr, m, navn på Odin (egl. ' med stejl pande'), pul IV jj 6.

ennidúkr, m, pandebånd (af kostbart stof), som gik omkring hovedet, auka með e-i, hæve en med (en gave af) pandebånd, Korm 1, 3.

ennigeirr, m, 'pandespyd', e. oxa, horn, Ans 3.

ennihggg, n, pandehug, Rdr 6.

Ennilangr, m, navn på Tor (egl. "med lang, [o: bred?] pande'), pul IV d.

ennileiptr, n, 'pandelyn', öje, Morg.

ennimáni, m, 'pandemåne'', öje (jfr enni), ormfránn e. Arbj 5. .

enniiingl, n, 'pande-prydelse' (mulig plader af metal, se tingl), e. holtvartaris, slangens pande- o: hoved-prydelse, skrække-hjælm, Anon (X) I B 5.

ennitungl, n, 'pande-måne' (el. 'stjærne'), øje, Rdr 13.

ennlangr se endlangr.

Enók, m, Enoch, SnE II 246.

enskr, adj, engelsk, angelsaksisk (jfr engskr), e-k fold Eg Lv 24, e-ir vellir p Kolb 3, 9, e-k slétta SnE II 222, e-t láð ESk 1, 1, e-k ætt Ótt 2, 11, Merl II 102, e-k þjóð Merl II 2. 4, e-ir lýöir Rst 5, e-k drótt Rst 5 (v. L).

epli, n, æble, e. algollin Ski 19. 20; LU

14.  17. 66, e-it hreina SnE II 188; i ken-ninger, for hjærte: e. aldrklifs (brystets) Hl 15 a (jfr SnE I 540), — for sten: e. aurs Bergb 3, — for døden: e. Heljar pBrún 1. Jfr fjarð-.

ept, eptir, præp. og adv., (forholdet mellem ept og eptir som præp. er, at ept bruges som antepositiv, medens eptir bruges som postpositiv; forst sent findes denne form som antepositiv (jfr Skjspr 122-23; de ældste eksempler på eptir som antepositiv er fra omkring 1200; i håndskrifter skrives oftest eptir, men ept cod. reg. (Edd.) 23 24, o: Ski 39. 41, Yt 2 v. L, jfr Haustl 12, pRolb 3, 6), efter, 1) med ae c., temporalt, e. þat Merl II 28, e. nætr niu Ski 39. 41, e. dag Sól 45, e. dauöa Líkn 22. 38, Heilv 17, e. bana Helga Orip

15,  e. genginn guma Håvm 72, e. frændr sina, efter deres død, Hyndl 9, e. Stranda-Hneiti Anon (XII) B 6, e. látinn Sigv 13, 22, e. liðinn Inga Nkt 68, e. Harald fall-inn Nkt 20, e. dolgstríði dauðan Sturl 6, 6, e. vig pKolb 3, 6, e. hervig pjóðA 1, 25, e. orðna þrimu Ód 25, e. synðir Has 48, e. hag þungan Has 49, e. rnunoð Sól 68, e. kv(jl mikla Likn 19, e. penna dreyra drykk, efter at have drukket denne blodslurk, Fáfn 27, e. kvið norna, efter nornernes bestemmelse, den tid nornerne har bestemt, Hamð 30, — oli grétu pau eptir hann Mhkv 9. — 2) med dativ, for (for at hænte), e. dóttur Eylima HHj 36, e. Skofnungi tsldr 21, ráða prútt e. manni Rst 28, for at indhænte, e. itrum støkkvi