end

110

enn

for skibe: E-s ondurr Eskál Lv 2, E-s eykr Nj 9, E-s ítrskíð Ód 23; - for sø: E-s fold PI, 51, E-s (eld)grund Hfr Lv 3, ~ for ravn: E-s svorr pstf 1, 5; — for brynje: E-s bjalfi pveil. — ættstafr E-s, slægtning af E., vistnok i egenlig forstand, Am 5, 22, E-s niðjar, søkonger, Krm 18. Jfr Sám-.

endir se endi.

endiseiðr, m, fisk som afslutter, omgærder, til alle sider (v. 1. endiskeið), e. allra landa, hele jorden omgivende fisk, midgårdsormen, Rdr 15.

endlangr, ad}, lang fra den ene ende til den anden (jfr endilágr) eller (ifg. Sievers' forklaring) lang mod én, udstrakt for ens syn (så langt det når), findes kan brugt om huse, e. salr (salir) pry 27, Vgl 7, Ski 3, e-t hus Am 19. 26.

endr, adv, grundbetydning synes at være 'en anden gang' (o: end nu), deraf udvikledes let de to hovedbetvdninger: atter og fordum; 1) atter, Hiisdr 12, Hrafn

1,  venda e. Has 34, kom e. at hamri pry 32; svá e. lagit Sigsk 68 kan næppe være rigtigt, 'således lagt igen', eftersom der står et enn foran, svá er uden tvivl fejl for sem, så at endr fdr betydningen 'fordum, för'. — 2) fordum, för (om længere eller kortere tidsafstand, jfr áðan), Yt 14, Eg Lv 43, Arbj 3, Eyv Lv 7 ppyn, HolmgB 5, VSt 2, Tindr 1, 5, pdr 2, Hfr

2, 4, pKolb 3, 10, Edáð 7, Sigv 12, 28, Am 1, ESk 6, 40, EGils 2, 10; pat vas e. Rst 28.

endrborinn, adj, genfødt, e. herr, den forløste menneskehed, Heilv. 1.

endrgefendr, m, pi, mænd, som (afvekslende) giver hinanden, gör gengæld, Hávm 41.

endrþaga, /, tavshed til gengæld, gensidig tavshed (at snart den ene, snart den anden tier og lader den anden tale; þaga : pegja = saga : segja), Håvm 4. Anderledes (o: -þága) E. Magnusson i Cambr. Phil. Soc. Proceed. 1887.

Enéas, m, Enæas, Pet 54.

eng, /, eng, græsmark, e-jar liira, engens fisk, slange, dens látr, leje, guld, dettes pverrandi, gavmild mand, Sigv 13, 4.

enga- se einga-.

1.  engi, n, eng (₌ eng), e-s sax, le, Korm Lv 14.

2.  engi, pron., ingen; angående de forskellige former henvises til Skjspr. s. 83—84; nom. engr er meget gammel og går tilbage til omkr. 1000; derefter bdjes ordet — når undtages nom-acc. sg ntr, ekki, og nom-acc. pi. ntr. engi, samt gen. sg. masc-ntr — som adj., idet eng- betragtes som stamme, hvortil endelserne føjedes; dog holdt acc. sg. engi sig længst og formen engan er ret usikker; af de oprindelige former findes enkelte rester: einungi Fáfn 17, einugi Håvm 133, Lok 1; hvorvidt ordet findes som va- st., er det umuligt at afgøre. Andre former:

nom. pi. einigir Jorns 1, acc. pi. mase. einiga Ragn VIII 2, som dog vist er fejl (se andvigr); ekki er altid nom-acc. ntr., der — forholdsvis sent — går over til at blive nægtende part. (₌ eigi); enginn, engin findes ikke, ti engin Sigv 14, 1 bör sikkert læses engi en. Efter e. står i reglen, samme kasus, e. maðr Vsp 45, Vell 31, Arbj 21, e. mann Hhund I 51 o. s. v., e. prek HolmgB 12, ong tunga Mv II 20, ekki angr HHj 10, HolmgB 4; undertiden står gen. e-r gumna Reg 23, ekki gjafa ESk 13, 3, alls ekki Korm Lv 1, ekki pess Am 72; eigi e., ikke ingen, alle, SnE II 192, aldri e., 'aldrig ingen, slet ingen, Sigv 13, 15; som ntr. findes ekki /. eks. Eg Lv 10, St 9 (jfr foran); senere går ekki over til at blive nægtende, — eigi; overgangen skete ved sådanne udtryk som hcelumk ekki, jeg praler intet, i ingen henseende, slet ikke, Am 84, e. hygg okr vesa ulfa dœmi Hamð 29, æva fljóð e. gáði Akv 39, ekki spurðir Grott 8; som ren negation 'ikke' findes det så i: e. at réðusk Am 48; Sól 9, Krm 18, Sturl 6, 6, EGils 3, 17; denne betydning er gennemgående næppe ældre end fra 12. årh.; ekki i ældre digte kan i senere tider godt være indsat af afskrivere for et ældre eigi, /. eks. i Am 48.

engill, m, engel, Sigv 12, 28, LU 7 o. s. v. guðs e-lar prándr, dróttins e-lar Rst 31, e-lum øfri ESk 6, 5, e-la fylki Am 2, 18, e-la stéttir LU 6, e-la lið PI 32; e-la stillir, gud, Gml.kan 1, 3, e-la kennir, d. s., PI 8, e-la stýrir, d. s., PI 25, e. gramr EU 1, 3; dýrð englanna, gud, LU 22. Jfr hofuð-.

England, n, England, pjsk 2, Gunnl. Ad, Hallv 6, Sigv 13, 19, Rst 5.

Englanes, n, uvist hvor, Krm 11.

Englar, m, pi, Englændere, Angelsakser, Hfr 2, 8, Sigv 1, 6, lið E-a¹ pKolb 3, 12; ferð E-a Ótt 2, 9, Merl II 2; ægir E-a Steinn 3, 13, stríðir E-a Sigv 12, 19; E-a bjoð Hfl 2, E-a jorð Korm Lv 8.

engr se engi.

engskr, adj, engelsk, angelsaksisk, ₌ enskr s. d., e-t folk (eng-: prengv-) Ött 3, 5.

Engús, m, skotsk fyrste, Sturl 5, 7.

1. enn, adv, endnu, i forskellige betydninger; 1) fremdeles, e. snerak hnakka Has 7, e. munk vilja Hfl 16, fúss emk e. minnask Hfr Lv 3, sås e. kunni halda Sigv 7, 6, (hendir) e. sem aðra Jóms 2, Líkn 10, var e. grafinn Nkt 46, vituð e. eða hvat Vsp 27 o. s. v., e. senti of afrendi Hym 28, e. viltu Lok 28, ef e. sparir Fåfn 37, unz af méli e. mein komi, indtil der om nogen tid fremdeles (eller atter) opstår mén, Sigsk 44, pats e. of pann, fremdeles, yderligere, Håvm 46, bauð e. við mér Oddrgr 21, jfr GSárs 18. 19. 34. -2) fremdeles, o: atter, igen, e. olum gjóð Lids 2, e. peirs undan runnu pjóðA 3. 4, e. til kvinna Mberf 6, pví ferr e. svá HolmgB 5, pat vas e. folkvig Vsp 24, par nautk e. Eg Lv 27, e. vér gótum lof Hál