«lsk

109

end

elskusvinnr, adj, klog i (ved) kærlighed, EGils 1, 6.

elskuvitni, n, kærlighedsvidnesbyrd, Vitn 24.

elta, (-a, -r), forfølge, drive, jage på flugt, e-u pjalfa Hárb 39, e-u seggir Anon (XI) Lv 1; SturlB 2, Qrv VI 3, Merl II 17, pfagr 8, vgru e-ir lv 23, e. sauði, indsamle beder, K_orm Lv 9.

Embla, /, den først skabte kvinde (navnets betydning er uvis), Vsp 17; E-u (v. 1. emlu) askr Eg Lv 40 er uforståeligt, hvis disse to ord hører sammen, måtte de betyde 'hånd'; E-u kunde også henføres til eld i den følgende linje, men derved bliver det hele ikke klarere.

embætti, n, embede, d. v. s. gudstjæne-ste, Gdff 35, EGils 1, 7.

embættisgJQrð, f, gudstjænestens udførelse, frernja e. fogrum hætti Gd 11.

emja, (-aða, -at), hyle, e-jandi Qrv III 4, Katr 49, e-juöu ulfheðnar Harkv 8, e-juðu ulfar Am 25.

emjar, /. pi, en del af sværdet (i et par hds. skrevet -arr, men urigtigt), pul IV l 11. J jr Falk, Waff. 49.

1.   en, konjunktion, men, som oftest i adversativ betydning, men med forskellige grader i styrken af den mente modsætning, så at denne endogså helt kan forsvinde og en få betydning af almindelig kopula, 'og', gap vas ginnunga, e. grås hvergi Vsp 3, e. nu Skaði byggvir Grí 11, e. á hliöu fúnar Grí 35, e. feldi annan Eg Lv 9, e. vér verðum Eg Lv 10, o. s. v.; — ingen modsætning, men fortsættelse, betegnes i eksempler som e. í prúð-heimi Grí 4, e. par Baldr of hefr Gri 12, e. af hans hornum Gri 26, endogså i begyndelsen af vers som E. ór hans bróum Gri 41; e. grund vas hrundin Haustl 15, her og på en mængde lignende steder kan det oversættes ved 'og'. Det samme er tilfældet med Ski 33, hvor e. godt kan gengives ved 'og'. I visse tilfælde kan det gengives ved 'men (og) på den anden side' som Fáfn 36. — Ghv 15 er e. vist fejl for es, uagtet e. enkelte gange i prosa findes, hvor man væntede relativet.

2.  en, konjunktion, end, (ældre form er an, af pan, der findes i en manksk indskrift, men den findes aldrig i den håndskriftlige overlevering af versene; ikke desto mindre må det antages, at an er den eneste rigtige skrivemåde i digte, ældre end omtrent 1100 i alt fald), hyppigst efter komparativ, óbrigðra e. manvit mikit Håvm 6, o. s. v. (utallige eksempler), sæmri e. at ÍQður ornum ptjald; komp. kan stå efter: e. þú færa Vell 4; undertiden følger sé efter e.: e. sé manvit mikit Håvm 10. 11, e. sé allra Húna Akv 7; ofte står heldr foran, heldr e. Nj (XII) 1, Rdr. 10; en enkelt gang findes dette udeladt, så at e. står alene uden foregående komparativ Guðr II 9; lengra e. Cðinn mun ulfi mæta, længere end til den tid,

da Odin møder ulven, Hyndl 44; betri e. kyrr sitir, bedre end om du havde siddet stille, Hym 19. — Efter annarr, annarr e. Hhund I 17, Fáfn 43, annat e. sæ penna pjóðA 4, 8 (v. L). Den yngre form en(n) findes Nj 28.

3. en, forkortet for enn foran komparativ se enn.

enda, (-a, -r, og -aða, -aðr), 1) ende, e. SQgu PI 54, e. ævi Mey 45, e. aldr Andr 3, e. song Mv III 21, verör endat Gdji 65, e-sk stáli, lade sit liv for stålet, SnE II 226. — 2) medium e-sk, være tilstrækkelig, meðan e-isk Gyd 3, rodd randa e-sk skjoldenes (stemme —) klang var nok (jfr sammenhængen), Gldr 4. — 3) vare ved, være holdbar, ævi e-isk SnE II 242, ørlQg e-ask (gisning) SnE II 222, sgtt e-isk Bglv 7. ~ 4) tvivlsom kan betydningen være følgende steder: opt e-ask mgl Sigv 13, 10, leyfð e-isk Sigv 13, 7; i det første eksempel ■ synes betydningen snarest at være 'at gå i opfyldelse' (jfr enda heit, opfylde løfte); i det sidste kunde e. henføres til den første betydning, 'ros-verset sluttes' jfr lýk ek vísu nú straks bagefter), men også de andre betydninger kan komme i betragtning 'din ros, ry, vare ved' eller lign.

endalauss, adj, uden ende, Mey 32; e-t som adv Katr 29.

endi, eller endir (nom. forekommer aldrig i den ældre digtning), m, 1) ende, við stangar e-a Haustl 7, á bóðum e-um (geirs, spydets) Am 25, sjá fyr annan e¹a, se så langt, at man kan se det andet (fjærnere) endepunkt, Kolb 2, 5. — 2) ende, yderste kant, e. elgvers, landets ende, kysten, pjådA 3, 34, e. heims Gd 5 (om Islands beliggenhed), Upplcmd til hvers e-a Sigv 12, 2, Jota grund með e-um, fra den ene ende til den anden, pfagr 10, Heiðabœr með e-um Anon (XI) Lv 7, á, at, himins e-a Vafpr 37, Hym 5, fjórir e-ar himins Vell 37; — selr i annan e-a, med sælskikkelse i den ene ende (o: med hensyn til hovedet), EGils 1, 3. — 3) ende, afslutning, e. lokins lifs Yt 23, til e-a lifs Nj 10, e. lifs ok stjórnar-mœðu Gd 25; ætt stendr á e-a, står ved sin afslutning, St 4; e. alene, om døden, Gdp 13, Am, 5, 3; luta at e-a óðar, lakke mod digtets slutning, GSvert 5; e-r ills Hsv 106. — 4) fela e-a, stikke (en tråds) ende ind og fastgøre den således, Hhund I 4, leysa e-a, løsne en ende, leysa illan e-a, løsne en slem ende, volde en slem fortræd (om et nidvers), Korm Lv 33. —• 5) lofs e., lýsa lofs e-a, fremføre det rosende digt fra ende til anden (e-a acc. pi.), Eg Skj. — 6) ende (på en ting) band með e-um se band. Jfr heims-.

endilágr, adj, lav, lavtliggende, fra den ene ende til den anden, om jorden i dens hele udstrakthed, Haustl 15.

Endill, m, søkongenavn (egl. 'modstander'?), pul IV a 2, gallópnis halla, klippernes, E., jætte, pdr 3; — i kenninger,