eig

101

eim

Qauti, viet Odin, Od 7; jgrð e-uð Englum, land tilegnet, opkaldt efter, Anglerne, Merl II 2. — Hyppig i medium, e-sk, tilegne sig, komme i besiddelse af, erhværve, e. óðul Am 2, 8, e. óðalvollu Rp 36, e. fé eða munúð fljóðs tíávm 79, e. tígn Pl 41, e. rúnar, lære runer at kende og bruge, Grip 17, e. elli, blive gammel, ESk 11, 2, Pétr e. smíð, om en kirke, indviet til St. Peder, RKet, e. allt gott Gd 63.

eigra, (-aða, -at), bevæge sig langsomt (måske også besværligt), Hæng V 9, V 13.

eihlifnir, m, skjold ('den altid, o: godt, beskærmende'), pul IV r 3 (skr. eil-). Jfr Falk, Waff. 139.

eik, /, (pl. -r), eg, egetræ, pul IV kk 2, e. tekr við abbindi (om en sygdomsfjær-nelse) Håvm 137 (her mulig om frugten), þat hefir e. es af annarri (gðrum) skefr Hårb 22, Mhkv 26, en dýra e. Ólhelg 11, und e. borit Helr 6 (i de to sidste tilfælde har e. måske betydningen 'træ' i alm.); e. lifs greinar, livets eg (træ), jomfru Maria, Mdr 34. — Hyppig i kvinde-ken-ninger, e. arma Hallbj, e. aura Anon (X) III D, e. orma ness EGils 1, 7, e. ægis mána EGils 1, 18, e. hafnar glóða Katr 11,

e.  otrs nauðgjalda EGils 1, 19, e. oglis landa porm 2, 25, e. lauka GSúrs 4, e. Qls EGils 1, 34, e. gerðu Bjhit 1, 2; som halv-kenning Vigl 17; — i skibshenninger, e. hlunns Ry 12, men alene om skib: Hfl 1, Sigv 7, 1, Hårekr 2, Valg 6, Hharð 9, Ht 27. 72; — e. reikar, hovedhår, Árni 2, 1. Jfr lin-, vin-.

eiki, n, eg, egetræ(er), egl. kollektivt (men også brugt om enkelt eg), e. gróinn Sindr 5, i einu e. GdfS 54, Öðins e., krigere, Hfl 8, en noget usædvanlig kenning, jfr Báleygs viðir; — farnjðuls e., skjoldets eg, spyd, porg Hpll; — skib (jfr eik), farligt e. Am 2, 16, vandlangt e. PJóðA 1, 4, e. þótti gofugt Am 2, 9.

eikikjóll, m, ege-skib, ýtir e-s, søfarer, phreð 5.

eikikjglr, m, ege-køl, pjóðA 3, 8, Vigl 22.

eikikylfa, /, ege-kølle, pskúm, Qrv IX 68.

eikikgstr, m, ege-stabel eller tømmerstabel (for derpå at foretage ligbrænding), hlaða e-u Ghv 20 (hvor hds. urigtig har -kostinn).

eikinn, adj, 1) stridig, rasende, uvenlig, (jfr no. eikjen "trættekær, ufredelig" Aa-sen), e. fúrr, om vaverliien omkring Gerds sal, Ski 17. 18 (betegner vel ildens hæf-tige opblussen, der hindrer, at man trænger gennem den); e. (hjorr, sværd), kampivrig, Refr 1, 2. Jfr Sahlgr Edd-Scald 268

f.  (urigt.). — 2) kraftig (i god mening), e-n Kráka (kraftig i forhold til sine 83 år) Gdp 61. — 3) fem. som elvenavn, Eikin, egl. den rasende, Gri 27 (således cod. reg., medens andre hds. har ekin der kunde være part. til aka), pul IV v 1 (her kræver metrum £k-).

Eikinskjaldi, m, dværgenavn (egl. 'med ege-skjold'), Vsp 13. 16, pul IV ii 6.

Eikintjasna, /, en af Træls døtre (navnet egl. 'ege-pløkke', ' ege-töjrepæl', på grund af hendes beskæftigelse?), Rp 13. Ang. tjasna, se M. Olsen, Arkiv XXVI, 342 f.

eikirót, /, ege-rod, af e-u (v. 1. -utn), siddende på egerødder, Haustl 6.

eikismiðr, m, blandt oksenavne (jfr smiðr), pul IV ö 2.

eikiveggr, m, ege-væg (om skibets side), pjóðA 4, 2.

eikja, /, egebuls-båd, båd dannet af en udhulet egestamme, færgebåd, bul IV z 4, stýr hingat e-u Hårb 7. Jfr Falk, Seew. 92 ff.

eikrlim, n, ege-grene, i e-i (hds. -limv, kunde også rettes til -limum,, af -limar /. pl.), Merl I 26.

E i ku nd, /, ø ved Ro galand (Norge), Qrv VIII 5.

Eikundasund, n, Ekersund (Norge), ploft 2, 4.

Eik.þyrnir, m, hjortenavn, Gri 26, hvor denne hjort nærmere omtales, pul IV cc 2; navnet "egetjöm" peger måske på de grenede horn.

eilifliga, adv, evigt, i al evighed, LU 26, Od 43_K

eilifhgr, adj, evig, — eilifr, superl. om gud, Mgr 16.

eilifnir se eihlifnir.

eilifr, adj, evig, evindelig, e. faðir, gud, Nik 1, 2, e-t veldi himna Heilv 18, e. brunnr Heilv 12, e-f vist Leid 40, e-f nauð LU 73, at e-fu, i al evighed, Vitn 26. — Som mandsnavn pjóöA 2, 1.

eimgeitir, m, jættenavn ('dampende Geitir'), pul IV f 1.

eimi, m, ild, pul IV pp 1, geisar e. ok aldrnari (v. 1. við aldrnara) Vsp 57, den første læsemåde synes at forudsætte en anden betydning end pul, og da 'damp', (jfr eimr og no. eim; nu betyder e. i islandsk 'svag røglugt', s ml. da. 'em'), damp raser og ild; den anden læsemåde kan forliges med e. ₌ ild, 'bål raser ved bål', jfr KG. Nj II 992; dette sidste, der jo er R s læsemåde, er vel det rigtige.

1.  eimnir, m, sværdnavn, (vel af eimi eller eimr, ild, 'den flammende', v. 1. eitnir), pul IV l 9. Jfr Falk, Waff. 49.

2.  Eimnir, m, jættenavn (₌ det foregående?), pul III 1. ■

eimr, m, ild, pul IV pp 1, gera ærimi e-m, foranstalte megen brand, Eir, e. skaut hrími á her, ilden udspyede sod på mændene, pSjár 1, hyrr lék e-m me'ð himni, "den ene himmelhöje ildsöjle slikkede den anden" (KGisl Nj II 992), Sturl 6, 4; det er dog ikke udelukket, at e. her betyder 'røg', rigtignok findes denne betydning ellers kun Pét 3, hvor ordet betyder 'ram røg, em'; i kenninger betyder e. altid 'ild': bgru e., guld, Katr 4, Ojallar e. EGils 1, 40; gunnar e. (ved rettelse), kampens ild, sværd, Ingj 1, 6, jfr Haka kleifar eimþreytir (ved rettelse), gavmild mand (armens ild — guldring), Jgkull 1. Jfr glóð-, sund-, víð-.