hneig

268

hnig

søfarer, mand, Bjhit2,17, h. orms mærar, som sætter guldet i bevægelse, mand, Krók 1, h. unnar bliks, d. s., Gdþ 64; i disse to tilfælde kunde det også betyde 'ødelægger', (egl. 'den som lader en segne') som i h. hlenna, undertrykker af tyve, Sigv 1, 5.

hneigi-Sól GSúrs 22 kan ikke være rigtigt, da ordet må udgöre den del af en kenning, hvor mógrundar er det andet led; fejl for hyrjar Sól?

hneigistolpi, m, 'stolpe, söjle, som bevæger, rækker", hjalpar h., frelsen rækkende, givende, stolpe, det hellige kors, Likn 41.

hneigibollr, m, 'rækkende, givende, træ' (jfr hneigir), h. pglis tuna, (gavmild) mand, Katr 45.

hneigja, (-ða, -ðr), lade segne (hniga), böje, fýris garmr hneigði fúru, vinden lod skibet synke (med stavnen), gore duvende bevægelser, Am 2, 10, Visundr (skibet) h-ði þrom ÞjódA 1, 4, h. heyrn bænum, rette sin hørelse mod bönner, lytte til bönner, Likn 3, h. hals, böje sin hals (som tegn på ydmyghed), LU 52, hoíuðdrótningin hneigð ok lút, med bojet hoved og ludende, LU 54; men: himna dýrð hneigð at jorðu, sænket, bragt ned på jorden, LU 34; h. goðum, böje sig for, tilbede (hedenske) guder, Mey 46; part., h-jendr hrafna vins glóða, sværdenes bevægere, krigere, mænd, ísldr 1.

hneisa, (-ta, -tr), vanære, tilföje skam (yngre form for neisa, jfr neiss), heilpg móðir hneist af lýðum, om kirken, Od 49.

hneitikníír, m, skærende, dræbende, kniv, hlífa hjaldrgoðs h., sværd, Eg Lv 39.

hneitir, m, 1) sværd (egl. 'sårer, dræ-bef, jfr no. neita, 'krænke, støde, fornærme", Aasen, og hníta, hneit, hneit þar 'dér blev der givet et stød"), Pul IV l 2, Hl 37 b, nefnik svá h-i Hl 34 b, við h-i, mod svær det (s hug), O Surs 30, h. beit Hl 9 a, hilmir létat h-i sparðan, sparede ikke at bruge sværdet, Am 3, 14, hittisk hjalmr ok h. Merl II 67, hrjóða h-is egg í sveita ÞjÓðA 1, 22, rjóðandi h-is eggja Am 3, 1, beiðir h-is, kriger, EQils 1, 21, h-is pálmar, d. s., Katr 42. Som egennavn (for Olaf den helliges sværd) ESk 6, 43 (den i sagaen givne forklaring af ordet er næppe rigtig, Fms IV 58). — 2) undertrykker (eller den som overgår andre), h. jpfra Hókr 1, Sturl 3, 5, h. doglinga Am 6, 14, h. folkfjprs, krigerens overvinder, kriger, Þorm 1, 13, h. alfheims „bliku" kalfa, jætternes banemand, Tor, Pdr 20; h. hodda, gavmild mand, Hl 30 b. Jfr folk-.

hnekking, /, hæmmeise, stansning (af f/emgang), skade, tab, hofðuð ér h. Am 60.

hnekkir, m, 1) som hæmmer, stanser, undertrykker (til hnekkja), h. hertryggðar, som tilintetgör hærens (fjendernes) sik-

kerhed, tapper kriger, Hfr 3, 2, h. heiptar, vredens undertrykker, fredelig mand, PI 26, h. angrs, sorgens undertrykker, PI 59, h. flærðar, gud, Gmlkan 1, 1. — 2) som sætter i rask bevægelse, h. hlunns hleypi-blakka (skibenes) Ótt 3, 10.

hnekkja, (-ða, -t), støde, drive tilbage (tilside), modstå, h. Svíum Ótt 3, 11, h-jum fjanda flokki Blakkr 2, 1, hónum h-ir lið Merl II 46; jage en bort, nægte at modtage en som gæst, Sigv 3, 4. 5. 14; tilbagevise, nægte at høre, h. lofi sinu Sigv 13, 9; tilintetgöre, hindre, h. sætt Arn 5, 19, h. sælu e-s Hålfs II 2, h. kosti e-s Merl II 23, absolut: Snorri hnekði Anon (XIII) B 26; nægte, h. því, es allir mæla Sigv 13, 29, né hnekkik því JÞorm 1, 3. Intrans, h. frá, vige, trække sig bort, tilside, Orett 2, 7.

hneppr, adj, snæver, trang, som det står ringe til med, h. es friðr með grepp-um GQalt 5, her getsk hnepst til Snorra, man har de dårligste meninger, forventninger, om Snorrefs færd), GOdds 5, hnepstr mun bo enn efsti (gangr) Hard 2. Jfr o-.

hnepta, (-ta, -tr), stikke, putte, h. hofðum i felda, stikke hovederne ind i pelsen (som tegn på indesluttethed og tunge tanker), Sigv 11, 12.

hneptr, adj (egl. part. til hneppa, af adj. hneppr), knap, gjort trang, hnept setu efni, ringe tid, lejlighed til at blive siddende (på grund af overhængende fare), Eyv Lv l.

hneykir, m, undertrykker, betvinger, h. hertoga, fyrste, konge, ÞjódA 3, 25, h. harra Mark 2, h. Holmbúa ÞjódA 3, 20, h. hlenna Sturl 4, 5; h. hodda, gavmild mand, EilSn 3.

hneykja, (-ða, -ðr), betvinge, h. hvassan hoggorms gróð Gdfi 9.

^chneyxl, n, forsmædelse, hån, hann (Kristr) bar (måtte tåle) h. af mpnnum Likn 15, kirkja boldi h. af hpldum Gd 30, buin h. Mv II 9; også i de to förste tilfælde bruges ordet i pi.

Hniflungar, m. pi, betegnelse for Höd-brodds slægt, Hhund I 48, — for Nifl-ungerne (Gjukungeme) Am 47, — for Gudruns sönner med Atle Ghv 12. Endelig findes Hniflungr som navn på en sön af Högne, Am 88. Ordet er måske ikke egl. = Niflungar, med et senere tilfojet h. i forlyd (et sådant tilföjet h er i det hele næppe så gammelt), men, hvad særlig det förste sted tyder på, et ægte nordisk ord, dannet af Hnefi, en sagnperson (jfr ovf 2. Hnefi), identisk med ags. Hnæf, men på grund af ligheden er ordet blevet identificeret med Nifl-ung-. / den lille ordsamling SnE II 494 findes ordet som navn på et slags söm (nagle).

hnig-Baldr, urigtig v. 1. for hyr-Baldr Rst 25.

hnigfákr, m, 'nejende, duvende hest', h. Haka, skib, Ht 71.